Årets arbejdsplads
Teatergrad åbnr op for dialog om ligeværd og trivsel på arbejdspladsen i Årets Arbejdsplads. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Fra den 25. september rykker byrumsteatret Teatergrad ud på landets virksomheder med kabareten Årets Arbejdsplads. Kabareten er en anderledes og humoristisk tilgang til en dialog om ligeværd og trivsel på arbejdspladsen.

I forestillingen møder publikum to virksomhedskonsulenter, netop som de møder medarbejderne på dén virksomhed, hvor de er hyret ind som proceskonsulenter til en dag under overskriften årets arbejdsplads. Her tages fat i helt banale spørgsmål: Serveres der gris til julefrokosten trods muslimske medarbejdere? Ansætter chefen sit eget spejlbillede eller den bedst kvalificerede? Hvad siger politikken om sexchikane for at undgå en #metoo-bølge på arbejdsplads?

Årets Arbejdsplads vil have medarbejderne og ledelsen til at smile af sig selv og hinanden, grine sammen og give virksomheden et eftertjek på særlig ligeværd.

Virkelige problematikker

Inspirationen til Årets Arbejdsplads er hentet ude på virksomheder hos LGBT+, DA og FH, så de berører problematikker, der findes ude i virkeligheden her og nu, som f.eks. hjemmearbejde og flexible seating. Forestillingens tekster er skrevet af Jacob Fauerby, der netop er kåret som årets revyforfatter 2019, dramatiker Julie Glargaard og storyteller og poetry-slammer Sara Rahmeh. Den er instrueret af Sandra Yi Sencindiver, Sir Grand Lear står for scenografien, og Nanna-Karina Schleimann har komponeret musikken. Allerede nu er forestillingen blevet taget godt imod af virksomhederne:

”Virksomhederne tager godt imod tilbuddet om, at vi kommer og spiller hos dem i kantinen i stedet for i en teatersal. Vores oplevelse er, at det intensiverer oplevelsen, gør den mere ’farlig’, at der er en så nær relation mellem indhold og rum. Godt nok er det sjovt og underholdende, men stedet gør slet og ret scenerne mere realistiske, og derfor bliver det sværere at se bort fra indholdet både fra medarbejder- og ledelsesside”, fortæller teaterleder Christine Worre Kann.

Dialog om arbejdslivet

Årets Arbejdsplads ramler ned i en aktuel problematik om, at alt for mange føler sig stressede og pressede. Hver dag er der 35.000 sygemeldinger i Danmark, og problemer med arbejdsmiljøet er særdeles omkostningsfuldt for samfundet, virksomhederne og den enkelte. Tanken med kabareten er netop at åbne op for en dialog om arbejdslivet:

”Virksomhederne rundt om i landet prøver hele tiden at finde work-smarter-not-harder-løsninger på mange af de udfordringer, arbejdspladsen og den enkelte medarbejder oplever. Et eksempel på det er at indføre hjemmearbejdsdage og flexible seating på kontoret. Men sådanne arrangementer er ikke altid løsninger på medarbejdernes oplevelse af pres, stress og en manglende følelse af respekt. Vi håber, at kabareten kan være med til at sætte nogle af disse problematikker på dagsordenen på en ny måde. Ved at tage udgangspunkt i scener i stedet for medarbejdernes ’klager’ kan problematikkerne diskuteres, uden at den enkelte medarbejder kommer i klemme”, siger Christine Worre Kann.

Årets Arbejdsplads og Teatergrad turnerer i første omgang rundt på arbejdspladser i København fra den 25. september til den 4. oktober.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.