SKATKAMMER. FOTO: CARTE BLANCHE

På Viborgs egnsteater Carte Blanche kan du fra torsdag den 3. september opleve premieren på SKATKAMMER. Her bliver Carte Blanche forvandlet til et labyrintisk univers af tankevækkende og overraskende møder.

I forestillingen SKATKAMMER bliver scener og installationer fra de seneste 15 år samlet, sat sammen og nyfortolket i et overflødighedshorn af sanseindtryk. SKATKAMMER bliver en blanding af arkiv, museum og pulterkammer.

Her kan du blive så længe du vil, og du kan blandt andet dykke ned i de mere end 2000 spørgsmål og duftminder, som publikum gennem årene har givet Carte Blanche. Du vil møde både gamle og nye karakterer fra teatrets mange forestillinger, sat i scene i nye, kalejdoskopiske og overraskende sammenhænge.

Det bliver alt sammen sat i scene i et labyrintisk univers, som publikum kan lade sig opsluge af og forsvinde ind i.

Om Carte Blanche 

Teatret i Viborg arbejder med “det at stille spørgsmål” som et redskab for den kunstneriske undersøgelse. Hvordan giver vi form til de spørgsmål, der driver os?

Fælles for alle Carte Blanches forestillinger er at de stiller spørgsmål til os selv og den verden, vi bevæger os i. Spørgsmålene er et redskab for den kunstneriske undersøgelse, og forestillingernes temaer tager altid udgangspunkt i det sted og den kontekst de bliver sat ind i.

Det er altså sjældent, at publikum på Carte Blanche sidder stille på stole og kigger passivt på en fortælling, der udfolder sig på en scene. Forestillingerne er ofte sat op som møder, hvor publikum bevæger sig igennem en fortælling eller sansemættede tableauer. De er skabt af professionelle og ofte internationale kunstnere, der kommer fra hele verden til Viborg i kortere eller længere perioder.

Fælles for spillerne, er at de arbejder med at skabe en sanselig oplevelse for publikum, som får lov til at smage, føle, lytte, dufte eller selv stille spørgsmål i oplevelsen.

Få en sanselig oplevelse på Carte Blanche til premieren den 3. september til SKATKAMMER. 

Læs mere om forestillingen her