I programrækken KulturHave på dk4 inviterer programmets vært Christian Have hver anden tirsdag en førende skuespiller, kulturleder eller -aktør i studiet for at få deres bud og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet.

Tirsdag den 16. april var det blevet skuespilchef ved Det Kongelige Teater, Morten Kirkskovs tur til at gæste KulturHave-studiet på dk4. Hele udsendelsen kan ses i toppen af artiklen.

I programmet kommer de to blandt andet ind på skuespillets rolle i nutiden samt dets popularitet og evne til at skabe oplevelser af både fællesskab og nærvær i det moderne samfund. Morten Kirkskov fortæller også om overgangen fra Aalborg Teater til Det Kgl. Teater, om mangfoldigheden i jobbet som skuespilchef og kærligheden til “laboratorie”-projektet ‘KGL Dansk’, som skal være med til at klække nye talenter og idéer ud.

Samtalen kommer også ind på teatrets potentiale som dannelsesinstitution, dét at kunne røre flere generationer, samt at kunne trække 50.000 mennesker til ‘Amadeus’ på Gamle Scene. Morten Kirkskov løfter tilmed sløret for, at der i fremtiden kommer rykker mere skuespil ind på netop Gamle Scene.

Der udkommer et nyt afsnit af KulturHave hver anden tirsdag. Blandt tidligere gæster kan nævnes teaterdirektør ved Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, skuespiller Thure Lindhardt, instruktør Kaspar Rostrup, skuespiller Bodil Jørgensen, teaterchef ved Fredericia Teater, Søren Møller.