Natten
Blandt de mange forestillinger under Dans Baby Dans Festival kan man bl.a. opleve Natten. Foto: PR Foto.

Mangler du aktiviteter i efterårsferien til de mindste, kan de alleryngste dansemus komme til en sansende dansefestival, når Dans Baby Dans Festival løber af stablen fra den 12. oktober til den 24. oktober. Festivalen præsenteres af BORA BORA i samarbejde med Teaterhuset Filuren i Aarhus og Teater Nordkraft.

På festivalen er de små med på scenen, når de kommer helt tæt på danserne, kravler ind i scenografier og danser med animerede figurer på gulvet. Festivalen sætter fokus på, at dans og bevægelse er medfødte og naturlige egenskaber, som alle mennesker på tværs af kulturer har tilfælles. De interaktive danske og udenlandske forestillinger er designet særligt, så de passer til de mindste kroppe.

Dans Baby Dans Festival så første gang dagens lys i 2017 og blev døbt ”årets mest nuttede event”. Festivalen blev så stor en succes, at det blev besluttet, at det skulle være en tilbagevende begivenhed hvert andet år. Under festivalen vil BORA BORA og Børnekulturhuset igen indrette en hyggelig børnelounge, hvor man kan hænge ud, spise sin madpakke, pusle og parkere barnevognen.

I løbet af festivalens tre uger vil der være forestillinger for både de helt små og for børn fra 4 år.

Børnene kan bl.a. blive klogere på Kinas historie, traditioner og kultur under forestillingen Panda’s Home. Foto: PR Foto.

Vuggesange og bevægelse for babyer

For de helt små og deres forældre præsenteres en fordybende og multisensorisk kunstnerisk oplevelse i The Garden of the Spirited Minds. Her opfordres publikum til at bevæge sig, udforske, være aktive og slappe af. Scenerummet er inspireret af organiske former og giver en æstetisk oplevelse, der blander bevægelse og dans, musik og lyd, visuel stimulering og naturlige lugte.

Er man mere til sang, inviteres babyer i alderen 0-18 måneder til Lulla, hvor en verden af sang, bevægelse og musik formidles gennem vuggesange i både nye og traditionelle former. Publikum vil ikke opleve, at der bliver fortalt en konkret historie, men at der inviteres til kropslige og musikalske interaktioner med tilstedeværelse, lytning og leg i centrum. Lulla udforsker et udtryk, der opstår i sin helhed i scenerummet, hvor kunstnerne, børnene og de voksne udgør den kunstneriske helhed.

The Garden of the Spirited Minds kan opleves på BORA BORA den 12. og 13. oktober, mens Lulla spiller samme sted den 23. og 24. oktober.

Danseforestillinger med lys og bevægelse

For de lidt ældre babyer i alderen 4 til 24 måneder opføres danseforestillingen Twinkles, som er fuld af skinnende genstande, der motiverer det unge publikum sammen med danserne til at udforske lyset på scenen. Forestillingen bliver et laboratorium for babyer, hvor de kan nyde kilder til lys og bevægelse.

For babyer i alderen 6 til 18 måneder opføres den interaktive forestilling Cloud Catcher med dans og bevægelse. Historien følger livets rejse fra fødslen, fra vuggesange og eventyr sunget og fortalt for det ufødte barn af mor og far til barnets allerførste fornemmelser, bevægelser, berøring, bevidsthed, leg og væren. Konceptet med forestillingen er at skabe et sted, der er varmt og blidt, og hvor babyer kan være, som de vil.

De fleste forældre kender den udmattende manglende søvn om natten, men i den interaktive danseforestilling Natten for babyer i alderen 4 til 18 måneder får natten en ny klang. Her forbindes de mørke timer med en positiv og fantasifuld oplevelse, hvor børn og voksne slipper fantasien og sanserne løs i et magisk univers.

Alle tre forestillinger spiller på BORA BORA. Twinkles kan opleves den 15. og 16. oktober, mens Cloud Catcher spiller den 16. og 17. oktober. Natten kan opleves den 22. og 23. oktober.

Blandt de mange forestillinger kan babyer og deres forældre bl.a. opleve den interaktive forestilling Cloud Catcher. Foto PR Foto.

Rejs til Kina og til et rum med svævende, geometriske former

På Teater Nordkraft i Aalborg kan børn i alderen 2-4 år opleve MiNi, der er et rum bestående af geometriske former svævende over scenen. Her fødes to dansere, som bruger dans til at udtrykke de følelsesmæssige reaktioner, hver gang der er et møde. Dette inspirerer til leg, og scenen åbner op til publikum og bliver et sted, hvor børn kan eksperimentere. Her opfordres også forældrene til at deltage sammen med barnet.

Børn fra 4 år og op kan blive klogere på Kinas historie, tradition og kultur i Panda’s Home, hvor publikum følger en panda, der bor i en skov på størrelse med Kina. Her vil to dansere inddrage børnene i en rejse i tid og rum på tværs af Kina og landskaberne lavet af natur, gammel kultur, traditioner og sange, hvor de vil støde på bambusskove, monstre, fyrværkeri og drager.

MiNi kan opleves på Teater Nordkraft i perioden den 20.-23. oktober. Panda’s Home spiller den 13.-15. oktober i Teaterhuset Filuren i Aarhus og den 19. oktoberTeater Nordkraft i Aalborg.

Læs mere om festivalen her.