Den tragiske kærlighedshistorie om Romeo og Julie inspirerede Leonard Bernstein og tekstforfatteren Stephen Sondheim til fortællingen om de elskende, Tony og Maria, og de to rivaliserende bander, Jets og Sharks, i 50’ernes New York.
WEST SIDE STORY kan fra den 18. november opleves på Store Scene i Operaen, hvor Det Kongelige Teaters version af den verdenskendte musical viser alt dét som teatret kan: musik, dans, skuespil, sang, stor scenografi og stemningsfuld lyssætning i smuk forening.
Midt i alt dét som teatret kan, står den 23-årige Søren Torpegaard Lund. Han er opvokset i den sydfynske by Gudme og er en af de yngste, der er uddannet fra Musicalakademiet, som han dimitterede fra i 2019.
Søren har allerede medvirket i adskillige opsætninger, hvor han efter sin dimission medvirkede i Dance of the Vampires og efterfølgende i Oliver, Spillemand på Tagryg og senest Kinky Boots på Det Ny Teater.
Fra november kan publikum opleve den 23-årige fynbo i rollen, som den unge forelskede Tony i WEST SIDE STORY, der ifølge ham selv er noget af en drømmerolle.
ET ANSIGT UDADTTIL
Der er på denne dag kun 2 uger til premieren på WEST SIDE STORY. Vi sidder på en café med Operaen som nabo og Skuespilhuset overfor, hvor Søren pryder hele den ene side:
– Det er en ambivalent følelse. Der er jo noget i mig, der siger: Det er det vildeste det der! Og det er kun noget, jeg turde drømme om. Samtidig er det også sådan: Det må jeg helst ikke tænke for meget over, for ellers skider jeg i bukserne over det hver dag, fortæller Søren grinende, da jeg spørger ham, hvordan han har det med at være forestillingens ansigt udadtil.
SØREN VERSUS TONY
Da Søren i sin tid fik tilbudt rollen som Tony, var det noget af en overraskelse, da han mere forestillede sig som en af jet-drengene end den ene hovedrolle:
– Jeg var sådan: Count me in! Jeg er der! Jeg var total klar på at spille én af jet-drengene. Man ser nemlig ofte rollerne som Tony og Maria spillet af ældre skuespillere, da de er pisse svære at finde. Især en der kan synge et sopranparti på den måde, og så lige ligne en på 18, fortæller Søren og fortsætter:
– Lige med denne her opsætning ved jeg, at instruktøren gerne ville, at spillealderen lagde sig ret meget op ad skuespillernes egentlige alder. Nærmest alle opsætninger jeg har set, har været med skuespillere i 30’erne, hvor Tony er billedet på den der lidt hunky mand. Derfor var jeg sådan: Er det mig? Okay, vildt. Jamen det gør jeg så! På det tidspunkt var jeg kun 20 år og havde været uddannet i et halvt år, afslutter han meget beæret og tager en tår af sin kaffe.
Rollen som Tony blev for første gang spillet af Larry Kert i den originale Broadway opsætning fra 1957. Dramatikeren Arthur Laurents ønskede dog oprindeligt James Dean i hovedrollen, men grundet Deans alt for tidlige død gik rollen altså til Larry Kert. Sidenhen er den unge forelskede Jet blevet spillet af Richard Beymer i filmatiseringen fra 1961 og Ansel Elgort i Steven Spielbergs filmatisering i 2021.
Og det er da heller ikke uden ærefrygt, at Søren går på scenen og i fodsporene på de udenlandske skuespillere:
– Jeg har det meget blandet med at skulle spille Tony, fordi det er en kæmpe mulighed og en kæmpe drømmerolle. Generelt er forestillingen en total bucketlist-forestilling, men det er også med en stor ærefrygt. Der er en vis ansvarsfølelse og det her store pres, som jeg kan komme til at ligge på mig selv… Det arbejder jeg rigtig meget med i de her dage, fortæller han og fortsætter efter en kort tænkepause:
– I lige præcis den her rolle, har jeg været nødt til at tage mig selv meget ind i det. Både pga. spillestilen og hele karakteren, der som type er ret lowkey og ikke så meget ”in-character”. Det er ikke så meget en maskefornemmelse, som andre roller måske har været. Og det synes jeg bare er super svært.
DE VOLDSOMME SCENER
De voldelige handlinger i fortællingen forargede i første omgang både publikum og anmeldere, men har siden begejstret verden over for det storslåede kærlighedsdrama, de imponerende dansetrin og den iørefaldende musik.
Forestillingen indebærer nogle vanvittige og ekstreme situationer, hvorfor man kan anse den som ”de to vigtigste dage” i personernes liv. Det kræver således en helt særlig forberedelse og tillid til hinanden, når holdet går på scenen. Som Søren pointerer, skal man derfor se WEST SIDE STORY som et eventyr og ikke nødvendigvis som en realistisk historie:
– Der er en masse følelser involveret. Man vil gerne give historien den tyngde den skal have, for det ér jo en voldsom historie. Fra andet akt begynder det virkelig bare at halte for karaktererne. Nogle dage skal jeg også lige trække vejret én ekstra gang, fortæller han, imens han tager en dyb indånding.
I 1956 tog de virkelige bandeproblemer i New York til i takt med, at prøverne på forestillingen startede, og det gjorde selvfølgelig bare det hele mere aktuelt. Lige netop Tonys rolle er dog ikke ligeså involveret i bandemiljøet, som eksempelvis hans bedste ven i forestillingen, Riff, der spilles af Lukas Toya.
50’ernes daværende konflikter og samfundsudfordringer er selvfølgelig anderledes end dem, vi ser i dag, og så alligevel ikke. Som Søren fortæller mig, har de holdet imellem derfor haft en del snakke om, hvordan forestillingens emner som fx racisme bliver portrætteret i denne 2022 opsætning:
– Vi har på en virkelig fin måde haft nogle gode snakke om: Er det okay, jeg kalder dig det her? Sådan så vi ikke overskrider nogens grænser som privatpersoner. Men vi er samtidig også alle enige om, at vi skal portrættere, hvordan det var og stadig er. Vi er simpelthen nødt til at gå all-in, selvom det ikke, er dem vi er. Og det er super skræmmende, at skulle finde det frem i en.
ET GODT PRIVATLIV = EN GOD PRÆSTATION
I løbet af min samtale med Søren kommer vi mere ind på, hvordan man inddrager sig selv i karakterudviklingen samtidig med, at man er en privatperson med grænser. Dét med at skulle tage ekstra vare på sig selv betyder derfor en hel del i processen med denne forestilling. Ikke blot for Søren selv, men for alle, der er med på scenen:
– Vi er jo alle sammen mennesker, der også skal have et privatliv, og det her er jo vores arbejde, så vi skal have det godt. Man kan ikke vie et liv til scenen, der ikke har et fundament af et godt privatliv. Det har derfor været enormt vigtigt for mig at finde ud af, at det er okay at tage vare på mig selv – for netop at være god på scenen og have det godt med at arbejde, fortæller han, hvorfor jeg spørger mere ind til, hvordan han skelner mellem det professionelle og det private:
– Man skal virkelig prøve at dele sig selv op i en professionel og en privat person. For det er jo mig, Søren, jeg bruger som værktøj, og hvis jeg ikke virker, går det ikke, at jeg slår mig selv oven i hovedet. Vi har en mega skarp instruktør på den her forestilling, og jeg skal fx ikke lægge den kritik jeg får på min egen person. Det er dog ofte svært, fordi man jo lægger sig selv helt ind i det. Jeg arbejder stadig med at skille det ad og ikke tage det med hjem.
Netop fordi historien og karaktererne er så velkendte, handler det tillige for Søren som skuespiller og musicalperformer om, at tillægge karakteren Tony den samme energi og tyngde hver dag. Dog skaber dette også en vis tvivl for, “hvad nu hvis den ikke har det”:
– Jeg tror især det er dét pres, jeg lægger på mig selv. Jeg vil så gerne kunne gå helt ind i historien, hver dag, så vidt muligt. Og nogle dage, er den der jo bare ikke, hvorfor jeg godt kan være sådan: Kom nu! Men jo mere man gør det, jo mindre kommer man til at være i det. Det er noget med bare at prøve, at slippe det og så vide og stole på, at vi har dykket nok ned i materialet til, at den nok skal være der. Det er jo så stærk en historie, forklarer Søren. Jeg nikker anerkendende.
DANSEN SOM DRIVKRAFT
I WEST SIDE STORY er dansen drivkraften i fortællingen. Fodtramp, knips og cool gangarter. Alle bevægelser skaber en reference til virkelighedens baggårde, hvilket især er en af årsagerne til musicalens enorme popularitet.
WEST SIDE STORY satte ikke bare nye grænser for, hvad en musical kan handle om, og hvordan den kan lyde. Forestillingen brugte også dansen på en helt ny måde. Trinene er nemlig mere end bare visuelt krydderi – dansen er selve pulsen og drivkraften i fortællingen. Samtidig hiver den livet fra New Yorks gader med op på scenen i Operaen.
Faktisk er rollen som Tony ikke en, der danser særligt meget, hvilket Søren har det en smule ambivalent omkring, da han førhen har haft roller, hvor han skulle danse i flere minutter:
– Jeg forstår ikke altid, at vi som musicalperformere er i stand til at danse, synge og spille skuespil på samme tid i en forestilling. Nu skal jeg jo faktisk ikke rigtig danse i den her forestilling, og en del af mig priser mig lykkelig, for så skal jeg ikke fokusere på det. Men en anden del ville også ønske, at det var mig, der fx dansede i scener som “the dance at the gym”. Det er dog meget fedt kun, at fokusere på sang- og skuespildelen her. Jeg har førhen i fx Oliver været med i et dansenummer på ca. 7 minutter – og det var hårdt, griner den kommende Tony og lader som om, han tørrer sveden af panden.
Dansen er ikke blot en stor del af forestillingen. Generelt er alle musicalens elementer vigtige, hvor især skuespillet har Sørens fokus:
– I WEST SIDE er skuespillet jo en kæmpe stor del af fortællingen og forestillingen. Jeg tror, at jeg som det første var tryg ved min sangstemme, og så begyndte jeg at danse og spille skuespil efterfølgende. Nogle gange skal jeg derfor lige smide den der sanger væk, og tænke: Nu kan jeg godt synge, nu skal jeg simpelthen spille historien, afslutter Søren efter vi begge har færdiggjort vores kaffe – der er blevet kold efter en lang god samtale.
Du kan opleve Søren i rollen Tony i Det Kongelige Teaters opsætning af WEST SIDE STORY fra d. 18. november frem til 28. december på Store Scene i Operaen.
Find mere information om den spektakulære fortælling og køb dine billetter her
