Søren Pilmark i EN FOLKEFJENDE
Foto af Büro Jantzen

Nørrebro Teater løfter sløret for en ny forestilling med en sjælden gæst på teaterscenerne i hovedrollen. Søren Pilmark står i front i Henrik Ibsens klassiske drama EN FOLKEFJENDE, der handler om noget så nutidigt som demokratiets skyggeside, mediernes magt og idealernes sammenstød med virkeligheden. Forestillingen skabes i et tæt samarbejde mellem Nørrebro Teater og Odense Teater og har premiere i København 18. september 2021 og i Odense i november 2021.

Søren Pilmark indtager hovedrollen som Lægen Tomas Stockmann, der er for nylig blevet ansat ved kurbadet i en lille provinsby. Kurbadet er byens stolthed og vigtigste indtægtskilde. Det viser sig imidlertid, at flere gæster bliver syge efter et dyp i badesøen. Tomas finder ud af, at vandet er giftigt, men da han vil offentliggøre sine opdagelser, får han hele byen på nakken; Myndighederne, indbyggerne, ja selv sin egen søster, som sidder i byrådet. Men Tomas giver sig ikke. Sandheden skal frem; koste, hvad det vil.

Henrik Ibsens klassiker sætter spørgsmålstegn ved, om flertallet altid har ret? Hvor meget vil vi ofre for sandheden? Og hvor langt vi vil gå for fællesskabets bedste, hvis det går ud over os selv?

Billetter til EN FOLKEFJENDE på Nørrebro Teater kan købes her, mens billetter til Odense Teater kan købes fra 3. maj 2021.