Vinter i Tivoli
Foto: Tivoli PR

Vinter i Tivoli er allerede i fuld gang og byder på hyggelige og eventyrlige oplevelser i Haven og på Plænen.

Fastelavnssøndag d. 23. februar vil børnefamilierne kunne opleve en festlig dag med masser af børneaktiviteter i Tivoli. På Plænen er der lagt op til vinterløjer, når Rasmus Klump tager på fantasirejse og drager mod det kolde nord med sine gode venner Pingo og Flora i forestillingerne Pingonesien Tur/Retur og Vinterløjer. Efter forestillingerne vil der være mulighed for at få en krammer af de tre venner.

I Pingonesien vil der også være mulighed for ansigtsmaling og stopdans for de mindste.  Fastelavnsboller i flere varianter kan nydes hos Cakenhagen, der ligger lige overfor skøjtebanen. Rasmus Klump byder også velkommen til tøndeslagning udenfor Akvariefoyeren tre gange dagligt, hvor gæsterne gerne må komme udklædt.

Isdans og piruetter i frostklare farver

Udover børneforestillingerne på Plænen har Tivoli sørget for at skrue op for vintermagien med en snedækket Have. Når tusmørket falder på, kan der opleves et glitrende vinterlys på Skøjtebanen foran Nimb.

”I Tivoli har vi en specialdesignet skøjtebane med en unik lysscenografi. Når gæsterne skøjter henover isen, lyser isen tilbage via lysdioder, når skøjterne rammer isen. Banen er smukt omkranset af en ottekantet form i maurisk stil, der matcher det prestigefyldte Nimb Hotel. En skøjteoplevelse man ikke oplever andre steder i København,” fortæller Jacob Helenius, Design Chef i Tivoli.

Skøjtebanen
Skøjtebanen i Tivoli. Foto:Tivoli PR

Skøjtebanen kan besøges i hele åbningstiden og er gratis at skøjte på, når entreen til Tivoli er betalt. Egne skøjter må gerne medbringes, men det vil også være muligt at leje i Haven.

Skøjtebanerne i København er flittigt besøgt, og der er få steder i år, hvor man kan opleve at skøjte udendørs. Hvis man ikke har fået nok af isdans på skøjtebanen foran Nimb i Tivoli, er der mulighed for at besøge Frederiksberg Runddel, Broens skøjtebane i indre by og Enghave Parken på Vesterbro.

Læs mere om forestillingerne, Pingonesien Tur/Retur og Vinterløjer, og se spilletidspunkter her.

Mangler du andre forslag til gode aktiviteter og børneforestillinger i vinterferien, så tag et kig her.