Mungo Park Teater

Et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har bevilget i alt 600.000 kr. over de kommende tre år til, at det fremadstormende teater Mungo Park, med den unge direktør Anna Malzer i spidsen, nu også skal spille samtidsteater kontinuerligt på Vestegnen.

Det betyder, at Albertslund Kommune og Høje Taastrup Kommune nu sætter en proces i gang, som kan sikre et tilsvarende økonomisk bidrag fra hver af kommunerne, så samarbejdet og teaterets spændende projekter kan accelerere.

Borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler siger:
”Kulturglæden er stor i Høje-Taastrup over, at samarbejdet med Mungo Park kan blive en realitet. Det er spændende med et teatersamarbejde, der i særlig grad vil henvende sig til det unge publikum. Dette er endnu et skridt mod vores ambition om at gøre Høje-Taastrup til en ambitiøs kulturkommune.”

Vil indtage Vestegnen med samtidsteater

Mungo Parks ambition med de næste tre års aktiviteter er at gøde jorden for et formelt samarbejde omkring egnsteateraftale fra 2025. På den måde vil det Allerød-baserede teater med anneksscene i Gladsaxe i fremtiden også indtage Vestegnen med opsøgende, nysgerrigt og provokerende samtidsteater.

Anna Malzer udtaler: ”Det er en kæmpe mulighed, som vi får på Mungo Park. Vi har oplevet vidt åbne døre og en stor interesse hos medarbejdere og tilskuere i Albertslund og Høje Taastrup overfor vores forestillinger og vores moderne tilgang til teater. Jeg glæder mig til at rykke scenekunsten tæt på endnu flere tilskuere i Københavns forstæder.”

Aftalen betyder, at de to kommuners borgere i de kommende år vil møde Mungo Parks forestillinger på de kommunale spillesteder, ligesom teatret aktivt vil arbejde med dialog og opsøgende arbejde i samarbejde med kommunernes institutioner.

Ny, større og moderniseret teatersal

Mungo Parks primære aktiviteter vil fortsat finde sted i Allerød, hvor Allerød Kommune i øjeblikket i samarbejde med teatret er i gang med at udvide og modernisere teatersal og produktionsfaciliteter.

Kasper Sand Kjær, kulturordfører for Socialdemokraterne udtaler:
“Mungo Park har en fantastisk vision om at være Vestegnens Teater – og være et stærkt kulturtilbud til dem af os, der ikke er vokset op med teater og kultur og ikke er faste gæster i teatret. Som socialdemokrat og valgt på Vestegnen er jeg hamrende glad for at vi er lykkedes med at samle et flertal i Folketinget for at give støtte til Mungo Parks arbejde for at nå deres vision. 

For mig og os er det vigtigt at sikre, at vi har gode og attraktive kulturtilbud i hele landet – og i dag er der for få tilbud på Vestegnen og rundt om København. Mungo Park har potentialet til at blive et kulturelt fyrtårn på Vestegnen og jeg glæder mig til at følge deres arbejde.” 

Tidligere artikelYouTube-fænomenet ”Pelle” får sit eget musikalske one-child comedyshow i 2022
Næste artikelNu kommer Bowies svanesang til Skuespilhuset i København