No Regrets, Teater Svalegangen

Det Aarhusianske teater Svalegangen har fået rettighederne til at dramatisere fodboldspiller Stig Tøftings selvbiografi NO REGRETS fra 2005.

Mod alle odds

NO REGRETS er en hudløs ærlig fortælling om en sportsstjerne, der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse som professionel fodboldspiller med sit livsmotto ”No regrets” tatoveret hen over maven. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé.

“Jeg er nysgerrig og spændt på, hvordan meget personlige og svære kapitler i mit liv vil blive formidlet. Men folkene på Svalegangen har overbevist mig om, at de virkelig brænder for projektet og vil være tro mod tonen og ærligheden i bogen.” udtaler Stig Tøfting.

Fodbold og teater

Instruktør og dramatiker Morten Lundgaard udtaler: ”For første gang mødes mine to passioner, fodbold og teater! Jeg har i mange år haft lyst til at lave NO REGRETS, og nu er muligheden der endelig. Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse.”

NO REGRETS er fortællingen om, at Tøftings succes ikke var selvskrevet. Han var ingen Laudrup, men han havde en stålsat vilje og nåede til tops på trods af – og måske i kraft af – sine tragedier.

”Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt.” – Direktør og kunstnerisk chef på Svalegangen Per Smedegaard

NO REGRETS får premiere d. 26. marts – 13. april 2022.
(red. forlænget spilletid 26. marts – 30. april 2022)
Billetter kan købes her.

Casting af skuespillere med boldøje

Skuespiller Morten Kjær skal spille Stig Tøfting. Lige nu er Per Smedegaard i gang med at caste resten af holdet til NO REGRETS og det er, som forestillingen, også en anderledes opgave.

”Højde og drøjde eller om en spiller kan synge og danse er fakta, som man let kan finde på skuespillere, men om de kan spille fodbold står ikke i Skuespillerhåndbogen. Så derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at råbe spillere op. Vi mangler to der har boldøje, og som synes det kunne være interessant at være med.” forklarer Per Smedegaard.