Stig Tøfting Teatret Svalegangen No Regrets
Foto: NO REGRETS © Teatret Svalegangen

Om under en måned går prøverne i gang på forestillingen, der handler om den århusianske plæneklipper. Historien om Stig Tøfting, der er tidligere dansk professionel fodboldspiller, er baseret på fodboldspillerens egen selvbiografi NO REGRETS. Forestillingen af samme navn har premiere d. 26. marts på Teatret Svalegangen.

Instruktør Morten Lundgaard udtaler om forestillingen: ”For første gang mødes mine to passioner, fodbold og teater! Jeg har i mange år haft lyst til at lave NO REGRETS, og nu er muligheden der endelig. Jeg er fascineret af Stigs kompromisløshed i hans tilgang til livet og hans fodboldtilværelse, og jeg glæder mig til at fortælle hans historie som en teaterforestilling.”

Teatret Svalegangens direktør og kunstneriske chef supplerer: ”Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man er kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt.”

MOD ALLE ODDS

Forestillingen NO REGRETS er baseret på Stig Tøftings upolerede og roste selvbiografi fra 2005. Tøfting var ingen Laudrup. Han var aldrig selvskrevet, men den århusianske plæneklipper havde en vilje som få og lod aldrig et strå stå.

NO REGRETS er en hudløs ærlig fortælling om en sportsstjerne, der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse som professionel fodboldspiller med sit livsmotto ”No regrets” tatoveret hen over maven. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til kampens bedste spiller.

Stig Tøfting udtalte i forbindelse med offentliggørelsen: ”Det betyder meget for mig, at stykket bliver sat op netop i Aarhus. Det er min hjemby og den har været ramme om mange af de bedste oplevelser i mit liv, sportsligt og privat. Forhåbentlig vil teaterforestillingen også appellere til det publikum, som måske kommer mere på stadion end i teatret.”. NO REGRETS spiller fra d. 26. marts til d. 14. maj 2022.

Køb din billet her.

Tidligere artikelRanders Teater modtager 500.000 kr. fra Omstillingspuljen
Næste artikelVerdens mest berømte forfører indtager Operaen