STOP START PAUSE stiller spørgsmål til et splittet samfund

Koncertkirken STOP START PAUSE Johannes Lilleøre LIMINAL Hesselholdt og Mejlvang
Foto: STOP START PAUSE. ©Malle Madsen

I Koncertkirken på Nørrebro kan man fra den 5. marts 2022 opleve den tværæstetiske performance STOP START PAUSE, som er skabt i samarbejde mellem kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang samt performanceteatret LIMINAL.
STOP START PAUSE er en forestilling, hvor visuelle og performative aktioner, nykomponeret musik, installationer og tekst udspiller sig interaktivt omkring – og med – publikum.

En samlende performance

STOP START PAUSE kredser om tre performere, der alle ønsker at overbevise publikum om, at netop deres forståelse af virkeligheden er den rigtige. Væbnet med bannere, symboler, fanfarer, ritualer og argumenter i massevis, involverer de publikum i en kamp om sandheden, der udspiller sig i en avanceret form for STOP-leg.

Midt i denne kamp stilles spørgsmålet: Er den splittelse, vi oplever i samfundet nu, i virkeligheden en vej mod en ny forståelse af, hvad der konstituerer et stærkt samfund? Kan vi midt i en tid præget af modsætninger og strid se mulighederne for et nyt fællesskab? Findes der veje, som skaber fællesskab frem for adskillelse?

STOP START PAUSE undersøger hvilke mønstre, der splitter os, for at finde og foreslå nye mønstre, der i stedet styrker fællesskabet.

Et kunstnerisk hold på en udfordrende mission

Bag forestillingen mødes erfarne kræfter i deres første samarbejde. Performanceteatret LIMINAL har siden 1999 skabt politiske og eksistentielle forestillinger for publikum i alle aldre. Også Hesselholdt og Mejlvang begyndte deres samarbejde tilbage i 1999, og har siden fokuseret på stedsspecifikke og grandiose projekter. De undersøger begreber som kollektiv identitet, og hvordan disse spiller sammen med – og har indflydelse på – socio-politiske strukturer.
På scenen bæres stykket af to erfarne skuespillere og en spirende persona fra det danske kunstmiljø. Johannes Lilleøre er bl.a. kendt fra nogle af DR’s søndagssucceser som Rejseholdet og Nikolaj og Julie. Han spiller over for Pernille Koch, der har danset, performet og spillet skuespil i det danske scenekunstmiljø siden midten af 1990’erne. Slutteligt fuldender performancekunstneren Julia Geraldo Machindano trioen. Hun går under navnet Jupiter Child, og fik i 2018 sin debut som kunstner med den autobiografiske soloforestilling Julia and 500 years of Freedom.

Forestillingen kan opleves i Koncertkirken på Nørrebro fra den 5.-18. marts 2022, og på Horsens Kunstmuseum den 30. og 31. marts 2022. Læs mere om forestillingen og køb billetter til Koncertkirken her eller til Horsens Kunstmuseum her.

Previous articleKulturpulsen besøger Kunstnerkabareten Riddersalen
Next articleUge 7: 6 forestillinger for børnefamilien i København