Mangler du et godt grin, og en hyggestund i disse Corona-tider?
Så spring ind på nettet og hyg med en sjov teaterforestilling for børn – og barnlige sjæle.
Ganske gratis kan man i dag torsdag 19. marts kl 12. 30 – og igen på lørdag den 21. marts kl 12. 30 – streame børneforestillingen Lille Frø.
Man skal bare trykke på dette link.
Og lørdag den 21. marts på dette link.
Det er Teater Fantast der har taget initiativet. De skulle have spillet for fulde sale på Teater Zeppelin i denne uge, men har – på grund af Corona-situationen – fundet andre veje til publikum. I samarbejde med CPHLIVE livestreamer de i stedet forestillingen fra en Teater Zeppelins tomme teatersal.
Forestillingen er særligt velegnet til de 4-8 årige.

Historien om den frække frø
Lille frø er baseret på Jacob Martin Strids populære børnebog. Den handler om Den frække Lille Frø, som altid laver ballade. Da han ankommer fra det store ydre rum og skal indfinde sig i en normal familie, får familien derfor noget af en opgave.
De er søde at tage Lille Frø til sig, men hvad pokker skal de stille op med sådan en anderledes ballademager? Lille frø får hjælp af skolepsykologen og specialister med at finde sig selv, men det er ikke let og det bliver en lang rejse.
Jakob Martin Strids “Lille Frø” er en blanding af den klassiske dannelsesroman og en dramatisk roadmovie i form af en populær børnebog med typiske skønne tegninger.
Teater Fantast, der også stod bag dramatiseringen af Strids “Mustafas Kiosk”, sætter “Lille Frø” i scene med alle de frække og skøre påfund fra den lille forældreløse frø fra rummet.
Udover en masse festlige narrestreger handler fortællingen om at rejse langt væk hjemmefra, men mest af alt om, at man er god nok som man er – også selvom man er en slem lille frø.
På scenen står Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh. Maja Linde Christensen har lavet dukkerne, mens Kenneth Thordal står for musikken
Man kan læse mere om forestillingen Lille Frø og Teater Zeppelin her.