Foto: Heksejagte, Syddjurs Egnsteater

Den storslåede og grusomme beretning om hekseforfølgelserne på Djursland i det 17. århundrede vækkes til live af Syddjurs Egnsteater i en stedspecifik totalteaterforestilling på det historiske Møllerup Gods, august 2021. Her vil godsets udendørs og indendørs lokaliteter danne ramme for en helhedsoplevelse, hvor publikum inviteres til at se, høre, smage og bevæge sig igennem virkelige hændelser fra et sort kapitel i Danmarks historien.

 

En grufuld, men sand historie

Vi møder adelsmanden Jørgen Arenfeldt, der ejede herregården Rugaard på Djursland i 1680’rne, og som med stor entusiasme kastede ud i tidens store bølge af hekseforfølgelser. Grusomhederne involverede lokale myndighedspersoner og fremstående borgere på Djursland, og i forestillingen Heksejagten optræder flere af disse historiske skikkelser i en form, der forener fiktion og historie. Vi møder Blommen, en af de forfulgte hekse, som er gået over i historien, Jørgen Arenfeldt og hans hustru, Mikkel Basse, Ebeltofts mægtigste mand, Marie Grubbe og andre historiske skikkelser. De omfattende hekseforfølgelser endte med at bringe Jørgen Arenfeldt på fallittens rand, men stoppede først da Christian den V greb ind i 1687.

”Historien er skræmmende, grufuld og absolut umulig ikke at blive fascineret af. Desværre er begrebet ”heksejagt” stadig aktuelt i dagens samfund og jeg bruger tit mine fortællinger til at sætte fokus på menneskets dumhed og historien, der gentager sig. Som egnsteater er vores mål at skabe kunst og kultur, der har rødder i lokalmiljøet og historierne om hekseafbrændingerne på Djursland er så fascinerende, at vi bare måtte lave den.” – Hege Tokle, teaterleder, Syddjurs Egnsteater

 

Lokalt forankret

Forestillingen vil involvere op imod 100 mennesker, hovedsageligt fra lokalområdet på Djursland. Lokale kokke står for at skabe retter baseret på lokale råvarer, tilpasset historien og lokaliteterne.

”Heksejagten er et ganske særligt projekt med sin lokale forankring og samspillet mellem professionelle og amatørskuespillere, kor, musikere og andre frivillige. Vi skaber en unik her og nu teateroplevelse, som opsluger og involverer både publikum og medvirkende i de skønneste rammer.” – Birgitte Holt Nielsen, producent

 

En kulturel rejse og et langvarigt partnerskab

I august 2020 gennemførte Syddjurs Egnsteater på trods af corona-restriktioner en forløber til den store satsning i 2021 under titlen ’Heksejagten – det glade vanvid’. Her blev de forskellige udfordringer ved det udendørs format testet, såsom publikums håndtering, bevægelse som del af forestillingen, akustiske udfordringer, vejrforhold, etc. Med den nye version af forestillingen, vil dette blive foldet ud i fuld skala og historien og vil være rettet mod et voksent publikum.

”Vi er utroligt glade for, at Egnsteateret har set, hvordan de smukke rammer på Møllerup kan være kulissen for deres teaterforestilling. Hensigten er, at Heksejagten skal være begyndelsen på en ny kulturel rejse og et langvarigt partnerskab”

– Alexander Stig Gamborg, godsejer

Foto: Møllerup Gods

Det lader til, at begge parter ser en lys fremtid for deres kulturelle partnerskab, og forestillingen i 2021 ses da også som en forløber til et endnu et planlagt samarbejde i 2023.

”Der ligger spændende historier og venter i gemmerne på Møllerup Gods og vi glæder os til at vække dem til live sammen.”  – Hege Tokle, teaterleder, Syddjurs Egnsteater

Spilleperiode er fra d. 7. august-21. august 2021, og finder sted på Møllerup Gods. Billetter sættes til salg i løbet af foråret.

 

AUDITION FOR FRIVILLIGE SKUESPILLERE

Forestillingen bygger i høj grad på frivilligindsatser, da flere af stykkets roller er tiltænkt amatørskuespillere. Der vil blive afholdt audition for interesserede lørdag d. 13. og søndag d. 14. april 2021 – forudsat corona-omstændighederne tillader det. Teatret vil dele praktiske informationer på http://www.syddjursegnsteater.dk og på facebooksiden Syddjurs Egnsteater.