Udviklingsplatformen
DEN ANDEN af Freya Sif Hestnes og Katrine Elise Leth Nielsen. Foto: Freya Sif Hestnes

Udviklingsplatformen for Scenekunst kuraterer i år syv scenekunstneriske udviklingsforløb i Kulturhus Indre By. De kunstneriske udviklingsforløb har til formål at give frie scenekunstnere og kompagnier mulighed for at fordybe sig i den kunstneriske proces og udvikling.

Udviklingsplatformen har inviteret Teater HAUT til at kuratere de første tre kunstneriske udviklingsforløb. Dette sker i samarbejde med Bikubenfonden og DIT:KBH.

3 Pop Up Residencies på HAUT

Samarbejdet med Udviklingsplatformen giver HAUT mulighed for at have flere Pop Up Residency grupper i huset på samme tid, og på den måde skabe møder på tværs af kunstnermiljøer, der ikke under normale omstændigheder bevæger sig i hinandens kredse.

Således er forårets Pop Up Residency et forsøg på at skabe et rum for krydsbestøvning for kunstnere fra forskellige grene i det frie felt. I løbet af residency forløbet vil kunstnergrupperne udover faglig sparring fra en selvvalgt kunstnerkollegaer også være hinandens feedbackpartnere i løbet af processen.

De tre kunstnergrupper HAUT har kurateret til at være en del af Pop Up Residency forløbet er:

Scenograf/billedkunstner Freya Sif Hestnes og skuespiller/iscenesætter Katrine Elise Leth Nielsens, som vil fordybe sig i ’Den anden’- en sceniske undersøgelse af kærlighedens besnærende tilstand.

Kunstnerduoen OXUM: Meta Moksha & Sall Lam Toro vil i arbejdet med ‘Queering The Erotic: Languages of Svadisthana’ undersøge ideen om det erotiske selv som en sovende tilstand i kroppen, der kan vækkes til live og transformeres gennem lyd og bevægelse.

I den kunstneriske undersøgelse ‘Officinale Tours’ udforsker koreograferne Ágnes Grélinger, Andreas Haglund, Lucie Piot og Lara Ostan Vejrup, hvordan forskellige plantearter kan påvirke den menneskelige krop og kultur.

Som en opfølgning afholder Udviklingsplatformen og HAUT under CPH STAGE lørdag den 5 juni kl. 16-17.30 evnten ’Samtale om kunstnerisk udvikling’. Læs mere og tilmeld dig her.

4 nordiske, tværetiske projekter

Gennem Open Call – Tid i rum har Udviklingsplatformen kurateret fire kunstneriske udviklingsforløb. Alle fire udviklingsforløb tager afsæt i kunstneriske samarbejder på tværs af de nordiske lande, fagskel og genre – og arbejder med at udfordre praksis og metode.

I projektet VI, DYRENE udforsker performancekunstner Camilla Graff Junior hvordan man kan omdanne et stedspecifikt værk til et digitalt format.

Koreograf Taneli Törmä og STUDIO TOTAL fra Finland undersøger med SURVIVORS, hvordan man kan arbejde med sprog som hovedelement i et koreografisk værk.

Designduoen KASPERSOPHIE undersøger sammen med den norske kunstformidler Eik Leknesund Elnes, hvordan man kan arbejde med publikum i et tværæstetisk projekt ml.
kostumehåndværk og performancekunst.

Det skandinaviske teaterkollektiv Nordic Trash Collaboration arbejder også i krydsfeltet ml. et forestilling- og udstillingsformat. Deres kunstneriske udviklingsforløb har fokus på at videreudvikle teaterkollektivets første projekt, som omhandler nutidens altomfattede affald – kommunikationsoverload i de digitale medier.

Alle kunstneriske undersøgelser får tilknyttet en faglig konsulent.

Om Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunst har til formål at bidrage til udviklingen af den frie scenekunst, projektstøttede teatre og mindre etablerede teatre. Dette sker i dialog med nationale og internationale aktører for herigennem at bidrage til et mere dynamisk, kvalificeret og mangfoldigt scenekunstmiljø i Danmark – til gavn for hele scenekunstbranchen og publikum.

Udviklingsplatformen har eksisteret siden 2016 og opererer pt. i sin anden bevillingsperiode 2020-24 med midler fra Statens Kunstfond og Bikubenfonden, som er opdragsgivere til Udviklingsplatformen for Scenekunst.