The Nether - Din Underverden spiller på Teatret Svalegangen til november © Pressefoto/Teatret Svalegangen
The Nether - Din Underverden spiller på Teatret Svalegangen fra den 9. november. Foto: Pressefoto/Teatret Svalegangen

Fra den 9. november kan publikum hoppe ind i fremtiden, når Teatret Svalegangen inviterer til krimi-thrilleren THE NETHER – DIN UNDERVERDEN, der behandler digital etik og moral.

Et mørkt virtuelt wonderland

Mange drømmer om at blive ”cross overs” og droppe den grå, udhungrende verden til fordel for et fuldtidsliv i THE NETHER. Efterforskeren Morris har til opgave at monitorere den opslugende digitale platform, hvor brugere går i skole, arbejder, dater… og måske myrder hinanden. En krypteret serveradresse leder hende på sporet af forretningsmanden og programmøren Sims, der går under navnet Papa i THE NETHER. En fysikprofessor er også under mistanke, og noget tyder på, at de to er forbundet til et mørkt virtuelt wonderland.

”Lige præcis det her stykke bliver simpelthen spillet over hele verden – fordi det peger på den tid, vi er i lige nu. Vi er i gang med en digital revolution, der kommer til at ændre vores måde at leve på fuldstændig! Hvilken etik og moral følger så med det?” fortæller instruktør Madeleine Rønn Juul.

THE NETHER – DIN UNDERVERDEN er en krimi-thriller om forbudte drifter i et skjult digitalt univers. I en fremtid, hvor skellet mellem simuleret og reel virkelighed er udvisket, kan magiske universer tilfredsstille enhver fantasi. Men findes der fantasier, som ikke kan tillades? Man er vel ikke et monster, hvis det ikke er virkeligt?

THE NETHER er interessant, fordi den peger på teknologiens dilemmaer og skyggesider. Teknologien udvikler sig med hastige skridt, og den er blevet en game changer på godt og ondt. Snart kan vi alt, men må vi alt? Skal vi se på behovet for etiske retningslinjer, eller skal teknologien have frit løb?” siger direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard.

En international forestilling

Krimi-thrilleren har allerede gået sin sejrsgang i USA og England, og nu kan danskerne også opleve den sitrende thriller. Jennifer Haley har skrevet manuskriptet, mens Madeleine Rønn Juul har stået for instruktionen af den danske udgave. Siggi Óli Pálmason har lavet forestillingens scenografi, mens Anton Bast står for lyddesignet. I THE NETHER spiller Bolette Engstrøm Bjerre rollen som Morris. Af de andre medvirkende kan publikum opleve Kaja Kamuk, Mikael Helmuth, Morten Kjær og Holger Østergaard.

THE NETHER – DIN UNDERVERDEN kan opleves på Teatret Svalegangen fra den 9. november til den 7. december.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.