det begynder at blive koldt om fødderne
Oplev Hans Rønne tage publikum med på en rejse mod døden tilsat selvironi og en lille, snerrende dødsangst. Foto: Rasmus Rønne.

Hvad vil det sige at dø? Er det ren biologi og evig glemsel, eller er der mere derude, derinde eller deroppe?

Fra den 21. oktober kan publikum komme med ind i det rum, som vi alt for sjældent åbner op for, når Teatret Svalegangen inviterer til DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE – en rejse mod døden med en god portion selvironi tilsat en lille, snerrende dødsangst.

I DET BEGYNDER AT BLIVER KOLDT OM FØDDERNE møder publikum Hans Rønne. I løbet af de seneste tre år er flere af Hans’ jævnaldrende venner døde. Den ene efter langvarig sygdom, den anden faldt pludselig om, og den tredje skød sig selv ud af det blå. Samtidig er Ældresagens tidsskrift begyndt at dumpe ind af brevsprækken, og det har sat tankerne i gang.

Ofte ligger han vågen om natten, fordi han mærker, at DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE. Derfor lytter han til en række ’fagfolk’ om, hvad døden egentlig er. Hans læge, hans alvorligt syge ven, patologen fra hospitalet, ateisten fra busreklamerne, hans clairvoyante underbo, den lokale præst og naboens lille pige, som netop har begravet sin kat.

Tabuiserede livsvilkår

Om stykket fortæller dramatiker og skuespiller Hans Rønne:

”Det her er ikke nogen sygdomshistorie. Det er derimod et forsøg på – uden berøringsangst og forhåbentlig med god plads til humor – at sætte nogle ord på det uigenkaldelige, men temmelig tabuiserede livsvilkår, at vi skal dø; velvidende at det for mange af os er forbundet med både smerte og angst”

DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE er Hans Rønnes enmandsrejse mod døden. Det er en fortælling om at forstå den og om at forsone sig med tanken om at ophøre, så man med sindsro og med humoren i behold kan give sig hen til livets sidste kapitler.

Forestillingen er skrevet af Hans Rønne selv, mens Lars Knutzon har stået for iscenesættelsen. Lys og teknik styres af Poul Jepsen, og Gitte Basstrup står bag scenografien.

DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE kan opleves på Teatret Svalegangen fra den 21. oktober til den 2. november.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.