FOTO © Pressefoto fra Cabaresque
De orange græskar, de mange kostumer og uhyggen begynder så småt at komme frem i efterårets mulm og mærke. Det er nemlig snart Halloween. Og dét fejrer Cabaresque – en aarhusiansk burlesque-organisation – med den ekstravagante forestilling The Halloween Show 2018. Forestillingen har premiere d. 31. oktober 2018 på Radar på Godsbanen i Aarhus. 
The Halloween Show 2018 er Cabaresques andet Halloween show, som hylder alt denne højtid repræsenterer! Det er hyggelig uhygge, der tester grænserne og lader performerne folde sig ud i alle tænkelige groteske retninger – alt sammen inde for burlesquens univers.
Forestillingen udforsker skalaen i forførelse og efterlader publikum både forundret og forbløffet. Det er et show, der emmer af sort humor, som gladeligt balancerer det mørke, korrupte og skræmmende med det pirrende, sensuelle og legende.
Cabaresque er “cabaret” og “burlesque” sat sammen for at danne rammerne for hvad, det er organisationen byder ind med til deres shows. Organisationen sigter efter altid at have stor variation, så ikke to numre i et show (eller deres shows fra hinanden) er ens. 

Publikum kan forvente alt fra klassisk burlesque til nycirkus, ild, akrobatisk varieté, neo-burlesque og live sang. Slagets gang blive styret af en konferencier, der til hver en tid vil holde humøret højt hos publikum.

Du kan læse mere om The Halloween Show 2018 her eller købe billetter her.