PASTA & MENN på Teater Katapult. Foto: Teater Hjernevind.

Mænd er lidt som pasta, ik? Det er i hvert fald det, de to unge kvinder bag forestillingen PASTA & MENN er kommet frem til efter et intensivt datingliv gennem årene.

Den 3. og 4. samt 8. december gæster de to kvinder, Sofie Ladegaard Jørgensen og Karoline Normann Fløysvik, Teater Katapult. De udgør Teater Hjernevind og spiller den selvbiografiske og Tinder-filosofiske komedie PASTA & MENN.

PASTA & MENN er Katapults udvalgte TalentTeater fra vækstlaget i denne sæson, og den er så forhåndspopulær, at der er arrangeret en ekstra forestilling den. 8. december.

En humoristisk indgangsvinkel til datinglivet

Med Teater Hjernevinds selvbiografiske komedieforestilling er der lagt op til et godt grin og en humoristisk indgangsvinkel til hele datinglivet. I en collageform med skiftende monologer spørger idékvinderne og hovedrolleindehaverne Sofie Ladegaard Jørgensen og Karoline Normann Fløysvik sig selv og deres generation af kvinder, hvilken type pasta de egentlig søger og foretrækker:

“Hvad er det egentlig, vi leder efter, og betyder form og størrelse egentlig noget? Leder vi i virkeligheden efter den ravioli, der har det helt rette fyld til vores smagsløg? Eller har vi mere lyst til buffeten, hvor man kan putte alt det på sin tallerken, man vil?
PASTA & MENN er inspireret af Tinder-filosofi og forskellige former for kærlighed og vil give publikum indblik i både tankerne og tragedierne, når man som kvinde færdes i datingjunglen eller efterlades udslidt på sofaen en søndag aften …”

Hvis man spørger de to kvinder bag forestillingen, er mænd virkelig tæt på at være ligesom den italienske favoritspise:

“Vi har virkelig datet mange mænd i vores søgen efter kærlighed. En dag slog det os, hvor meget mænd minder om pasta. Ligesom mænd findes der uendeligt mange typer pasta. Fusillien er en krøllet fætter, som man ikke helt kan regne ud, mens penne har et lækkert ydre, men er fuldstændig indholdsløse,” fortæller Sofie Ladegaard Jørgensen og Karoline Normann Fløysvik.

Prisvindende TalentTeater

Hver sæson udvælger Teater Katapult til sit repertoire en forestilling, der får mærkaten Årets TalentTeater. Der er ting fra vækstlaget, der er så uundgåelige, at Katapult gerne vil bære dem frem og hjælpe dem på vejen op ad det stejle trappetrin mellem det semiprofessionelle og det fuldt professionelle teater.

I år var det PASTA & MENN, som vandt Scenekunsthus Aarhus’ pris ved byens mangeårige vækstlagsfestival, QuongaFest, i 2018.

PASTA & MENN kan opleves på Teater Katapult den 3.-4. december samt den. 8. december.

Læs mere om forestillingen og køb billet her.