Team Teatrets MOMBIE livestreames den 27. og 29. januar. Foto: Team Teatret.

I marts sidste år skulle der have været premiere på komediegyseren MOMBIETeam Teatret, men en uge før publikum kunne lukkes ind, blev landet Coronalukket første gang.
Så blev det planlagt, at forestillingen skulle vises for publikum fra den 23. januar i år, men endnu engang er en stor del af Danmark lukket ned. Det skal ikke bremse MOMBIE, så den 27. og den 29. januar bliver forestillingen livestreamet for publikum, der kan se med derhjemme.

Kunsten kan ikke standses

Bag teatrets lukkede døre har skuespillere, instruktør, scenograf, komponist, kostumier, lysdesigner og de andre medvirkende gjort forestillingen færdig.

”Selvfølgelig vil vi helst have publikum i salen og have oplevelsen af at være sammen om levende kunst. Når det ikke kan lade sig gøre, mener vi, at den næstbedste løsning er at livestreame forestillingen, så det alligevel er lige nu det sker, mens publikum sidder ved skærmen derhjemme. Kunsten kan ikke standses,” siger teaterleder Dorthe Bébe.

Komediegyser om kvinden i 30erne

Mombie handler om kvinden i starten af 30erne, der kæmper for at gøre det hele og gøre det rigtigt. Hun vil have karriere, være en god partner og husalf, og ikke mindst en virkelig god mor. Helst endda bedre og mere rigtig end andre mødre. Det er bare ikke nemt, og det er bestemt ikke alt der lykkes.

Instruktør Anne Zacho Søgaard har været sammen med resten af holdet siden nytår, og de har givet dramatiker Jeanette Munzerts ord liv igen.

”Motivationen for at gøre forestillingen færdig er, at det er en god og vigtig forestilling, og at vi ved, at der er nogen, der alligevel ser det gennem livestreamingen,” siger instruktøren.

”Mombie handler om kvindeliv og familieliv, og om, hvordan man får det til at hænge sammen i dag. Hvordan får man et godt liv på trods af alle kravene. De krav der stilles af samfundet og omgivelserne, og ikke mindst dem vi selv stiller. Den pause, vi alle blev tvunget ud i sidste år, har givet en ny vinkel, hvor vi nok var mange, der opdagede dybere værdier og fik bedre tid til familien. Opdagede, hvad der var værd at fokusere på,” fortsætter Anne Zacho Søgaard.

MOMBIEs instruktør Anne Zacho Søgaard. Foto: Team Teatret.

Som at vende tilbage til et puslespil

MOMBIE skulle have haft premiere i marts sidste år og holdet var klar til at spille for publikum, men så blev Danmark lukket ned. Anne Zacho Søgaard oplever ikke, at det har været svært at tage fat i forestillingen igen.

”Det har været som et puslespil vi vendte tilbage til, hvor mange brikker var lagt, fordi scenografi, kostumer og den slags var klar. Det betyder at vi har haft overskud til andre detaljer og har kunnet se på forestillingen med nye, friske øjne. Jeg glæder mig, til vi skal vise den,” siger hun.

Plads til alle i den digitale teatersal

Alle, der på forhånd har købt billet til MOMBIE, får tilbuddet om at ombytte billetten til en adgang til livestreaming den 27. eller 29. januar.

Alle andre, der er blevet nysgerrige, kan købe adgang til forestillingerne gennem Team Teatrets billetsalg her.

Det er nemlig noget af det gode ved streamingen, at der er plads til alle i den digitale teatersal.

Team Teatret er sammen med resten af landet lukket til den 7. februar, men de tør ikke love at de planlagte opførelser fra den 8. til 13. februar kan gennemføres, så de råder til at købe billet til streamingerne.

Læs mere om MOMBIE her.