Foto: Teater Grob

Teater Grob indgår samarbejde med 17 andre europæiske kulturinstitutioner omkring projektet ULYSSES: En Europæisk Odyssé, som med udgangspunkt i James Joyces episke værk Ulysses undersøger europæisk fællesskab og identitet. Projektet modtager tilskud fra EU’s kulturpulje Creative Europe på i alt 13,5 millioner kr.

2022 markerer hundredåret for udgivelsen af James Joyces roman Ulysses. På Bloomsday (den 16. juni), datoen hvor handlingen udspiller sig i den episke roman, kan Teater Grob annoncere, at den europæiske kulturfond Creative Europe støtter det tværeuropæiske kulturprojekt med et af dets største bidrag ved denne ansøgningsrunde.

ULYSSES er en europæisk odyssé, der samler 18 kulturinstitutioner på tværs af 18 byer fra hele Europa, fra Vilnius til Lissabon, San Sebastian i Spanien til Oulu i Finland, Dublin til Budapest og Athen til København.

Teater Grobs internationale producer og kurator Jesper Pedersen udtaler:
Vi er vildt stolte og spændte på at kaste os ud i den her opdagelsesrejse i europæisk identitet. Det er et virkeligt ambitiøst og nytænkende projekt, som bruger den klassiske roman som en model for samarbejde og nye partnerskaber på tværs af grænser, kultur, sprog og faglighed, som giver os mulighed for at præsentere nye, internationale kunstnere for vores publikum. Det her er en kollektiv, europæisk undersøgelse, der giver os mange forskellige perspektiver på temaer som diversitet, ligestilling og bæredygtighed. I en tid med krig i Europa, migration, politisk polarisering og stigende klimaangst, er der behov for projekter som dette, der minder os om, at vi er forbundne og, at de udfordringer, vi står overfor, kun kan løses i fællesskab.

ULYSSES: En Europæisk Odyssé er inspireret af romanens status som et af fyrtårnene i europæisk kultur. Projektets transnationale skala er multidisciplinær og består af 14 events, som animerer de demokratiske offentlige rum i moderne metropoler, plus 18 offentligt tilgængelige Kunst & Samfund Symposier, 30 kunstneriske udvekslinger/residencies og 18 nye kunstneriske værker som indgår i publikationen EUROPE-ULYSSES som udgives i 2024. Det samlede og detaljerede program kommer til september 2022.

Du kan læse mere om projektet her.

Tidligere artikelDansk premiere på WALK THE WALK
Næste artikelCirkus Summarum: En magisk cirkusforestilling