Teater Himmerlands kommer nu med deres bud på Marie Grubbe

Camilla Bendix som Marie Grubbe - FOTO: Himmerlands Teater
Camilla Bendix som Marie Grubbe - FOTO: Himmerlands Teater

Den 28. oktober kl. 19.30 gæster Marie Grubbe, en ikonisk skikkelse i Danmarkshistorien, Himmerlands Teater. Hun er blevet fortalt og fortolket et hav af gange op i gennem tiderne, af blandt andre de mandlige forfattere Holberg, Blicher og H.C. Andersen. J.P. Jakobsens roman fra 1876 er nok en af de mest kendte. Hun er senere blevet fortolket af både Ulla Ryum og Juliane Preisler. Hun er blevet beskrevet som syndebuk, klassekampshelt og kvindefrigører, afhængig af hvilken forfatter og tid der har fortolket hende. 

Marie Grubbe gjorde op med samtidens regler om, hvordan kvinder må og skal begå sig. Det blev hun ligesom mange andre kvinder, der trådte ved siden af patriarkatet, straffet for. 

Hendes historie er, som sagt, blevet fortalt og fortolket flere gange. Den eneste, der ikke har fået lov til at fortælle den, er hende selv. 

Hun kommer højst sandsynligt heller ikke til at stå op fra de døde for at give os sit perspektiv på hendes eget liv denne gang. Men teaterleder Susanne Sangill udtaler dog om opsætningen på Himmerlands: 

“I forestillingen MARIE GRUBBE DEN LEVENDE skal vi høre hende selv fortælle. Her flirter Marie med alle forfatteres fortolkninger af sig selv. Hun lader sig smigre og sætter sig imod. Hun tager endelig ejerskab over egen fortolkning. Hun iklæder sig legenden og alle historierne, for derefter at klæde sig af og stå tilbage med kun en sandhed, sin egen.” 

Marie Grubbe spilles af Camilla Bendix i et samspil med cellist Johanne Andersson i en moderne fortolkning af en eviggyldig fortælling om kærlighed og frigørelse. 

Billetter købes via teatrets hjemmeside eller ved indgangen, hvis der er flere tilbage.

Previous articleTre nye og vidt forskellige performances på K:Selekts sæsonprogram
Next articleFra spolebånd til streamingtjenester: Githa Lehrmann fortæller om 40 år som lydbogsindlæser og skuespiller