Hvor var du, Mor?
HVOR VAR DU, MOR? af Holbæk Teater og Fair Play spiller på Teater Katapult. Foto: Mie Neel

Den 18.-19. september kommer publikum tæt på virkeligheden, når Holbæk Teater og Teater Fair Plays HVOR VAR DU, MOR? spiller på Teater Katapult. Her bryder Sidsel Sofia Søndergaard omsorgssvigtets tabu, når hun viser en vej ud af ensomhedens smerte.

Sidsel Sofia Søndergaard har selv som barn måttet leve med seksuelle overgreb, grænseoverskridende adfærd fra forældre, der hverken kunne eller havde lyst til at rumme et barn, og personlige grænser, der i ekstrem grad er blevet overskredet. Nu fortæller hun sin egen, upolerede historie om vejen gennem alvorlig omsorgssvigt sammen med skuespiller Henrik Steen Lassen.

I teaterdokumentaren HVOR VAR DU, MOR? følger publikum Sidsel gennem en opvækst i et utrygt hjem med seksuelle overgreb og en mor, der affærdiger hende, når hun søger hjælp. Sidsel kastes rundt fra det ene opholdssted til det andet, og hun begynder at finde trøst i hårde stoffer. Pengene skaffer hun gennem prostitution. En dag møder hun Tommy, der hjælper hende ud af det hårde miljø, og sammen får de 11 lykkelige år. Men historien slutter ikke her.

Et nyt liv mod alle odds

Gennem HVOR VAR DU, MOR? genoplever Sidsel Sofia Søndergaard sin egen barndom. Engang var hun en lille pige, der boede i provinsen i et pænt borgerligt hjem. Men under overfladen havde hun en mor, der ikke kunne rumme hende på grund af sygdom, og en far, der ikke gad hende. Mistilliden til omverdenen og tvivlen på retten til personlige grænser blev sået tidligt. Grænseoverskridende adfærd og omsorgssvigt fra forældrene, ind og ud af institutioner og møder med voksne, der misbrugte deres magt og et barns tillid, var den lille piges liv. Først efter et stofmisbrug, voldelige forhold og prostitution fik hun greb om sig selv.

Lige om lidt står hun på teaterscenen, fordi det er vigtigt for hende at bryde den svigtedes smertefulde ensomhed. Andre, der også føler sig ensom, skal vide, at de ikke er alene. Hun ønsker at give dem troen på, at man mod alle odds kan skabe et godt og nyt liv.

Holbæk Teater fortæller de personlige historier

Det er ikke første gang, at Holbæk Teater har ladet personer fortælle deres personlige historie på scenen. I 2013 havde teaterdokumentaren Ultimatum om alkoholmisbrug i familien premiere og turnerede siden rundt i Danmark. Andre temaer som arbejdsløshed, overspisning og unges frafald fra uddannelser har også været fremført på scenen.

HVOR VAR DU, MOR? af Holbæk Teater og Teater Fair Play spiller den 18.-19. septemberTeater Katapult. Efter forestillingen er der mulighed for 15 minutters spørgetid med begge medvirkende.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.