Teater Katapults finansthriller INSIDEREN vender tilbage

Teater Katapult INSIDEREN. Foto: Jens Peter Engedal
Teater Katapult INSIDEREN. Foto: Jens Peter Engedal

I foråret blev Teater Katapults INSIDEREN, som mange andre teaterforestillinger, ramt af coronapandemiens virkelighed. Spilleperioden blev derfor først flyttet og siden forkortet. Alligevel nåede den sanselige forestilling at begejstre både publikum og anmeldere. Snart kan flere opleve fortællingen om bedrag, genialitet og grådighed, da INSIDEREN nu bliver genopsat.

INSIDEREN inviterer publikum ind i tankerne på virkelighedens unge finansmand. Manden som var med til at udtænke rovdrift-metoden, der lænsede statskasser og vores velfærd i Danmark og Europa for mindst 410 milliarder kroner. I forestillingen kommer man ved hjælp af bl.a. høretelefoner med 3D-lyd med den svindledende unge jurist til møder, på natklub, i brusebadet og i forhør. For finansmanden angiver nemlig sine tidligere medsammensvorne i det lyssky finans-netværk og bliver anonymt kronvidne. Præcis som det foregår i virkelighedens sag om svindel med udbytteskat, hvor også danske SKAT, og dermed vi danskere, blev rippet for 12 milliarder kr. Publikum oplever INSIDEREN penge-blodrusen og dilemmaerne.

Banebrydende 3D-lyd og videoprojektioner

Teater Katapults INSIDEREN byder på et banebrydende lyddesign med intensiv 3D-lyd. Koblet med live-skuespil på scenen og et drømmende visuelt univers med pågående videoprojektioner, byder lyduniverset dig helt indenfor i insiderens bevidsthed.

”Vi har valgt at arbejde med 3D-lyd og et stærkt team af lyddesignere fra blandt andet filmens verden, fordi vi med lyden kan flytte perspektiv og lokation på mange måder. 3D-lyd gør det meget personligt. Hovedpersonen kommer til at ”sidde lige ved siden af dig”. Man kommer med helt ind i finansjunglen, hvor rovdyrene har frit spil”, forklarer teaterchef Torben Dahl.

Lyddesignerne på INSIDEREN er blandt andre tonemester Peter Albrechtsen, der lavede lyd på den OSCAR-nominerede danske dokumentar ‘The Cave’! i 2020 og er desuden Robert- samt Bodil-prisvinder for lyd i spillefilmen ‘Idealisten, 2016 + lyddesign på spillefilmen ’Vores mand i Amerika’, 2020) og fotograf og dokumentarfilmsinstruktør Sun Hee Engelstoft (nomineret til Robert- og Bodilprisen for bedste dokumentarfilm i 2020 for ‘Forglem mig ej’).

Tonemester Peter Albrechtsen siger: ”Lyd taler ikke så meget til intellektet, men rigtig meget til sanseligheden og følsomheden. Det virkelig spændende er at prøve at formidle en vigtig, aktuel samfundspolitisk historie, så den også rammer folk følelsesmæssigt og sanseligt.”

Teater Katapults INSIDEREN kan genopleves fra onsdag den 20. til tirsdag den 30. oktober. Billetter kan købes her.

Previous articleUngdomsdrama og rockmusik rykker ind på Galaksen
Next articleDramafronten fejrer Allehelgen med drama på stemningsfyldt og uhyggeligt museum