FOTO: Romeo og Julie. ©Bo Amstrup

Teater Refleksion starter en ny teatersæson med et spækket program. Sidste år havde Teater Refleksion 30-års jubilæum, men markeringen udeblev, selvom alt var klar på grund af coronanedlukningen.

Sammen om teater igen

Selvom jubilæet var sidste år, og det i år er 31 år siden, at Teater Refleksion blev etableret, så skal publikum ikke snydes for at opleve dukke- og animationsteater i særklasse. Derfor har teatret valgt at lave et sæsonprogram, hvor publikum kan opleve både premiere, gadeteater og udenlandske forestillinger samt workshops.

”Vi genåbner med en sæson, hvor vi præsenterer en masse skønne og rørende forestillinger, både egenproduktioner og gæstespil, samt kreative familieworkshops. Vi håber, at vi med vores program kan være med til, at styrke håbet og troen på, at vi igen kan mødes om gode og inspirerende fælles oplevelser, ” udtaler teaterleder og stifter Bjarne Sandborg.

En sæson med dybde og poesi

Til november er der Aarhus-repremiere på den anmelderroste Romeo og Julie. Med humor og snilde er denne stærke og rørende fortælling gjort inderlig, levende og dynamisk. Forestillingen er fyldt med stemninger og temaer, som både børn og voksne kan nikke genkendende til den dag i dag.

Selvom teatret var lukket for gæster i det meste af 2020/21-sæsonen, så blev der stadig produceret bag de lukkede døre. Forestillingen Om lidt er alting nu, som er skabt i et samarbejde mellem de to Reumertvindende teatre Teater Refleksion og Teater MY, blev færdigproduceret i foråret 2021, og har allerede, med stor succes, spillet i 5 uger på Randers Teater.

Om lidt er alting nu henvender sig til de 2-5-årige og deres forældre og bedsteforældre, og spiller i begyndelsen af november.

Når gaflerne danser er en eventyrlig sanseoplevelse for de mindste, hvor et øjebliks leg, udvikler sig til nye øjeblikke, der sætter gang i fantasien og publikums naturlige nysgerrighed. Forestillingen er skabt af Lisa Becker, Claus Carlsen og den franske instruktør Catherine Sombsthay, oprindeligt i samarbejde med Teater Nordkraft, og genopsættes i februar i samarbejde med Teater Refleksion.

Den klassiske fortælling om den grimme ælling, er blevet nyfortolket og lavet om til et smukt skyggespil af det Dansk/Franske teater Balsamique Théâtre. Forestilling En grim ælling er en fortælling om at finde sin vej i livet og kan opleves til januar.

Se hele programoversigten for denne sæson her.