Made in China. Teater Sort/Hvid

Den 27. marts er der premiere på forestillingen MADE IN CHINASort/Hvid.
Forestillingen er en samproduktion med Aarhus Teater, hvor forestillingen kan opleves fra den 30. april – 16. maj.

I efteråret 2019 rejste Sigrid Johannesen til Kina for at forstå det moderne Kina. Snart sad hun til middag med kommunistpartiet. Hendes rejse bliver nu til teaterforestillingen MADE IN CHINASort/Hvid og Aarhus Teater.

Om forestillingen

Forestillingen er en historie om den europæiske kulturs krakelerende selvfortælling om overlegenhed i en tid, hvor den globale magtbalance er tiltet mod øst. Forestillingen skabes af Sigrid Johannesen og er baseret på hendes rejse til Kina.

”Den vestlige verden sidder fast i en idé om overlegenhed. Vi er vokset op med USA som en klart defineret monopolær magt, men nu oplever vi en bevægelse mod flere magtcentre. Idéen om, at vores samfundsform er den eneste rigtige, er forældet. Vi står overfor en klimakrise, der kræver radikal, politisk handling, og lige nu er vi vidne til, at vores demokratiske system ikke kan håndtere en krise af det omfang. Det kan ikke tænke langsigtet, ikke handle effektivt. Vi skal turde at stille spørgsmålstegn ved, om vores system er det eneste rigtige,” siger Sigrid Johannesen.

Med forestillingen MADE IN CHINA forsøger Sort/Hvid og Aarhus Teater at forstå det moderne Kina og den vestlige verdens grundlæggende afstandtagen fra landet.

“Kina er centrum for vor tids største verdenspolitiske forhandlinger og tager stor plads i mediebilledet, men vores viden om Kina er mangelfuld og unuanceret,” mener instruktør og dramatiker Sigrid Johannesen.

Rejsen til Kina 

‘”Jeg rejste til Kina for at forstå vores nye fremtid. En fremtid, hvor Kina ikke længere passer i rollen som fabrik for den vestlige verden. Den negative fremstilling af Kina, der præger det danske mediebillede, er for unuanceret, for uoplyst. Hvis vi vil være en del af den nye verden, så må vi sætte os ind i Kina, forholde os nuanceret til en helt ny magtbalance, hvor vesten ikke er egenrådig længere,” siger Sigrid Johannesen.

Sigrid Johannesen rejste til Kina sidste efterår. I Danmark havde hun tidligere mødt en kinesisk kvinde, der ville lære hende at blive kineser. Kvinden inviterede Johannesen med på en handelsmesse arrangeret af kommunistpartiet – de skulle repræsentere Danmark. Her blev Johannesen introduceret for en række officielle embedsfolk, og inden kort tid sad hun til middag med kommunistpartiet.

Sigrid Johannesen

Sigrid Johannesen er en autodidakt instruktør og dramatiker, der er ansat som husinstruktør og konceptudvikler på Sort/Hvid. Sigrid Johannesen arbejder fra et konceptuelt og politisk udgangspunkt, hvor hun gerne inddrager virkelige elementer i sine forestillinger. Hun har tidligere skabt forestillingen THE TROLL SHOW på Sort/Hvid. Ligesom hun med-instrueredede  Christian Lollikes forestilling REVOLUTION skabt i samarbejde mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater.

Den 27. marts er der premiere på forestillingen MADE IN CHINASort/Hvid og opføres på Aarhus Teater den 30. april – 16. maj.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her

Tidligere artikelTag på opdagelse i scenekunsten med Teaternyheder
Næste artikelMusikalsk liv på Odsherred Teater