Romeo&Julie
Peter Kirk spillede Romeo overfor sin hustru Tilde i begyndelsen af juni. Foto: PR

Alle tiders største kærlighedsforestilling Romeo & Julie er klar til at blive sat op på Teaterøen. Men Teater Asterions Hus, der står bag forestillingen, har tænkt ud af boksen. For hvordan kan Romeo kysse sin Julie på scenen i en Corona-tid?

Svaret får man fysisk når forestillingen spiller den 14. juni Teaterøen.

Allerede nu kan det dog afsløres, at der bliver tale om en Corona-sikret version.

Skuespiller Martin Ammundsen – der har spillet Romeo i forestillingen før – bliver ganske enkelt remplaceret i rollen af skuespiller og instruktør Peter Kirk. Han er nemlig ægtemand til forestillingens Julie alias Tilde Knudsen.

Med det greb kan Romeo således kysse og kramme sin Julie uden at de bryder den danske corona-lovgivning.

“Sikrer vi får et skud kys og romantik …”

“Vi vil gerne spille Romeo & Julie, da det er en skøn forestilling, og den er god at spille udendørs. For at sikre at verdens største kærlighedshistorie får et skud kys og romantik måtte teaterdirektøren springe til og spille rollen som Romeo,” fortæller Peter Kirk og Tilde Knudsen.

Romeo & Julie er en rørende, tempofyldt og humoristisk forestilling. 24 scener, 24 livtag, 24 omveje og 24 hyldester til kærlighedens mange ansigter og slutninger med alt fra ormedans og forelskede sumobrydere til gartnerkor og inderlig ballet i trillebøre. Aldrig har der været så meget livsglæde i at spille død!

Forestillingen spiller søndag d. 14. juni på Teaterøen, men kan ses online allerede lørdag d. 13. juni kl. 17.

Forestillingen spiller udendørs og for færre publikummer end normalt, så det er til at holde fornuftig afstand på tilskuerrækkerne.

“Vi glæder os til at se publikum i øjnene …”

Nedlukningen af teatrene har tvunget Asterions Hus til at gå nye veje for at vise scenekunst til publikum: I maj holdt teatret offentlige prøver online og sin første virtuelle premiere på forestillingen Alice i Eventyrland, der blev live-streamet direkte hjem i stuerne via Facebook og Youtube. Peter Kirk og Tilde Knudsen fortæller:

“Vi glæder os til igen at kunne se publikum i øjnene når vi spiller teater, men vi vil også gerne holde fast i nogle af de nye ting vi har prøvet af under nedlukningen. Så nu spiller vi Romeo&Julie! for publikum, men vil fortsat live-streame den til alle dem, der ikke kan komme ud og opleve teater. Så i stedet for enten-eller vælger vi både-og.”

Forestillingen bliver live-streamet via Facebook og Youtube lørdag d. 13. juni kl. 17.00 i samarbejde med Møn Sessions.

Det er gratis at kigge med, men det er muligt at give donationer.

Man kan læse mere og bestiller billetter til forestillingen ved at trykke her.