Teater V uddeler 130.000 kr.
Foto: Teater V

Søndag den 11. april afholdt Teater V finalen i konkurrencen DRAMATISK DIGI 21. Her uddelte teatret en samlet pengesum på 130.000 kr. Med konkurrencen vil teaterdirektør Pelle Koppel tage digitalt live-teater til nye højder.

Vinderen af konkurrencen blev Torben Guldberg, med sit manuskript til digidramaet A:MAZE. Han vandt 100.000 kr., samt en opsætning af forestillingen på Future V – Teater V’s digitale scenerum.

Derudover blev der uddelt en 3. præmie på 5.000 kr. til Marie Louise Cornelius og en 2. præmie på 10.000 kr., samt en publikumspris på 15.000 kr. til Aleksa Okanovic.

Nyt take på en gammel genre               

Vinderen af konkurrencen blev fundet af en jury bestående af folk fra både teater-, tv- film- og spilverdenen.

”Vi har suppleret denne jury med garvede professionelle, som er vant til at skabe indhold til skærmen, fordi det er vigtigt, at vi tænker digidramaet som en genre i sin egen ret. For mig er digitalt teater ikke bare en optagelse af klassisk teater, der er skabt til at spille fysisk – det er en ny genre, der skal udvikles og tages alvorligt, hvis den skal kunne give publikum noget. Derfor skal et godt digidrama skabes til at være online”, siger teaterdirektør Pelle Koppel.

Netop den digitale kontekst blev da også fremhævet af juryen i deres udtalelse om vindermanuskriptet:

”A:MAZE er en underholdende og eksplosiv talkshow-fortælling, der formår at udnytte Digidramaets fulde potentiale. Teaterhistoriens Puk træder ind i sin digitale fremtid. Teksten drager os i et overraskende labyrintisk sci-fi-agtigt-univers og åbenbarer et spektakulært drama om ensomhed og berøringsangst. En særegen og tankevækkende oplevelse, der måske mere end nogen andre manuskripter i konkurrencen er skabt i kontekst med sit digitale format.”

Alle tre forestillinger bør produceres

Vinderen af DRAMATISK DIGI 21 får sin forestilling produceret, men Pelle Koppel har endnu større ambitioner:

”Jeg var virkelig imponeret over feltet og stolt over, at vi har bevist, at der er et kæmpe potentiale i digitalt teater – også efter coronanedlukningen. Derfor vil jeg gerne arbejde på at kunne producere alle tre finaleforestillinger. Derfor er det næste skridt i vores digitale rejse at søge midler til netop det. Det har både forestillingerne og ikke mindst publikum, fortjent”, siger Pelle.

Teater V næste online forestilling STAV TIL SEX, havde allerede premiere d. 19. april og kan opleves fram til den 7. maj.