I programrækken KulturHave på dk4 inviterer programmets vært Christian Have hver anden tirsdag en førende skuespiller, kulturleder eller -aktør i studiet for at få deres bud og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet.

Tirsdag den 26. marts besøgte Fredericia Teaters teaterchef Søren Møller KulturHave-studiet til en snak om røde tal, talentudvikling og en lys fremtid for Danmarks førende musicalteater.

Søren Møller beskriver i udsendelsen, hvordan det har været at starte som teaterchef og styrtdykke økonomisk til pludselig at være et førende teater, som konstant har udsolgte forestillinger.

Han fortæller også om det fantastiske samarbejde med Disney, og hvordan Fredericia Teater har skabt en nyskabende, digital dimension i deres snævre produktionsmuligheder. Der bliver talt om, hvad Fredericia Teater kan gøre for at fortsætte med deres fremgang og bibeholde deres sjæl, imens billetsalget og gode anmeldelser boomer i mediebilledet.

Der udkommer et nyt afsnit af KulturHave hver anden tirsdag, og blandt fremtidige gæster kan nævnes teaterchef Lars Sennels fra Vendsyssel Teater. Tidligere har både teaterdirektør ved Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, skuespiller Thure Lindhardt, instruktør Kaspar Rostrup, og skuespiller Bodil Jørgensen gæstet programmet.