Foto: Camilla Winther

Den 19. marts 2022 har Oberstinden premiere Teatret i Midten på Fyn. Herefter følger en Danmarksturné til blandt andre Folketeatret i København, Mungo Park i Allerød, Teatret Gruppe 38 i Aarhus, Musikhuset i Esbjerg og Randers Teater.

Forestillingen er baseret på den finske forfatter Rosa Liksoms roman af samme navn fra 2018. Med Oberstinden stiller instruktør Pia Rosenbaum og billedkunstner Thomas Kolding skarpt på magtforholdet mellem mand og kvinde. Omgivet af krig og radikalisering er Oberstinden fortællingen om et kvindeliv, der på en gang flyder over med manipulation, vold og kærlighed. Spørgsmålet er: Forfølger vores fortid os ind i vores fremtid?

Om forestillingen Oberstinden

På scenen står skuespiller og tidligere Reumert-prismodtager Marianne Mortensen. Helt alene. Hun er kun omgivet af Kurt Ravns og Lars Oluf Larsens indtalte stemmer, der i ny og næ blander sig i den historie hun med sin røst og krop fortæller. Historien om et dysfunktionelt kærlighedsforhold. Et forhold under krigen, hvor kærlighed eksisterer sammen med brutalitet, fordi den er drevet af magt, naivitet og en overvældende forelskelse.

I forestillingen spiller Marianne Mortensen en ældre kvinde, der husker tilbage på, hvordan hendes højtelsket far opdrog sin datter i heroisk germansk ånd, mens hendes mor tugtede hende og lærte hende frygten at kende. En dobbelthed, der fører den unge kvinde i armene på en 28 år ældre oberst, som hun bliver gift med.

Obersten er et magtmenneske, der som overbevist nazist er på tyskernes side under 2. Verdenskrig. Oberstinden er stærkt betaget af oberstens rang, status og position. Hun ender med at blive offer for de beslutninger, som krig og radikaliseringer har påført hende.  Oberstinden vænner sig umærkeligt til grusomhed og perversiteter i et ægteskab med vold og  destruktivitet. Først sent i livet kommer hun fri af det ægteskabelige helvede, og en ny sanselig og erotisk verden begynder at blomstre.

Teamet bag

Teaterforeningen Katushas kunstneriske team er instruktør Pia Rosenbaum og scenograf Thomas Kolding, som også står bag denne forestilling. Katusha blev etableret i 2016 med formålet at arbejde med nyskabelse og aktualitet i  teatersammenhænge. De eksperimenterer, med stor succes, på at sammenblande det sceniske og  billedkunstneriske udtryk, hvor billederne sættes i bevægelse, så den samlede visuelle oplevelse for publikum intensiveres, teateroplevelsen ny-opleves og sanserne skærpes.

Sammen skaber de forestillinger, der fusionerer det sceniske og det billedkunstneriske udtryk. Billedkunsten bliver sat i bevægelse og suppleret af scenekunstens virkemidler – alt sammen for at gøre den samlede oplevelse mere intens.

 

Billetter kan købes her og på de enkelte spillesteders hjemmeside.

Tidligere artikelDanmarkspremiere på Broadway og West End-hittet COME FROM AWAY
Næste artikelHOOKED kaster lys over den stigende afhængighed