I programrækken KulturHave på dk4 inviterer programmets vært Christian Have hver tirsdag en førende skuespiller, kulturleder eller –aktør i studiet for at få deres bud på og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet.

Tirsdag den 1. oktober var det blevet grundlægger og teaterleder Susanne Vognstrups tur til at gæste KulturHave på dk4. Hele udsendelsen kan ses øverst i artiklen.

I programmet kommer de bl.a. ind på, hvor idéen til Eventyrteatret opstod, og hvordan teatret arbejder med børnene for at give dem en stærk uddannelse på dramaskolen. Susanne Vognstrup fortæller også om, hvordan eventyrbørnene får kompetencer, som de kan bruge i andre sammenhænge på arbejdsmarkedet, når de er færdiguddannet.

De to kommer også ind på teatrets anerkendelse fra andre med bl.a. modtagelse af flere Børn i byen-priser, arbejdet med at skabe forestillinger fra bunden med nye kostumer hver gang og den generelle opfattelse af børns forståelse af kunsten i samfundet.

Der kommer et nyt afsnit af KulturHave hver tirsdag. Blandt tidligere gæster kan nævnes teaterchef Kasper Holten, skuespilchef Morten Kirkskov, skuespillerinde Charlotte Munch, scene- og filminstruktør Kaspar Rostrup og skuespiller Thure Lindhardt.