Hvem er bange for Virginia Woolf?
Hvem er bange for Virginia Woolf? spiller på Store Scene i Skuespilhuset i påsken © Camilla Winther/Det Kongelige Teater

Ligesom mange af os andre tager mange forestillinger sig en velfortjent pause i dagene op til påsken. Der er dog stadig rig mulighed for at tage sig en pause fra sildemadderne og snapsen og i stedet få stillet sin kulturelle sult. Teaternyheder giver her et bud på en række forestillinger omkring i Danmark, der åbner dørene for publikum i uge 16.

Aalborg

Befinder man sig i det nordjyske, nærmere bestemt i Aalborg, kan man drage til Shakespeare-land, når Aalborg University Shakespeare Company og Det Hem’lige Teater opfører det ikoniske stykke Much Ado About Nothing på Det Hem’lige Teater 13. og 15.-19. april. Historien om Don Pedro, Hero, Claudio og de andre fremføres på engelsk, så de helt små børn må nok blive hjemme. Billetter til forestillingen kan findes her

Aarhus

I Aarhus er publikum bogstavelig talt inviteret med i forestillingen, når Audition spiller på Aarhus Teaters Studio-scene 13. og 15.-17.april. Publikum er praktisk talt med en kvinde til en casting for at få den filmrolle, hun så inderligt drømmer om. Publikum vil både opleve live-instruktion, interaktion med de medvirkende, og hvad der nu ellers følger med af angst og nerver til en casting. Billetter til forestillingen kan købes her.

Odense

I den fynske hovedstad er der tilbud til både store og små. Odense Teater lægger den 13., 15. og 16. april brædder til Nørrebro Teaters teaterversion af Charlie Chaplins Diktatoren. Nikolaj Cederholm har instrueret Chaplins parodi på Adolf Hitler, som igen portrætteres af Reumert-vindende Olaf Johannesen. Billetter kan købes her.

Er man mere til en teateroplevelse sammen med de helt små, er der rig mulighed for dette på Nørregårds Teater. Her gæstespiller Teatret st.tv med forestillingen Den sultne larve Aldrigmæt, baseret på Erik Carles børnebog af samme navn, om en larves forvandling til en sommerfugl. Forestillingen spiller 15.-17. april og anbefales børn fra 1,5-5 år. Billetter kan købes her.

København

I København er det også muligt at fordøje påskemaden med flere stærke forestillinger. På Betty Nansen Teatret på Frederiksberg hylder kunstnerkollektivet Sort Samvittighed parforholdet i forestillingen I et forhold den 13. og 16.-18. april. Stykket er baseret på tekster af danske kvindelige forfattere og lyrikere inden for de seneste 100 år; alle nøje udvalgt, fortolket og iscenesat af Sort Samvittighed. Billetter kan købes her.

På Store Scene i Skuespilhuset kan man den 13., 16. og 17. april opleve eller genopleve Edward Albees drama Hvem er bange for Virginia Woolf?. Forestillingen iscenesættes af Thomas Bendixen og har Tammi Øst og Jens Jørn Spottag i hovedrollerne som ægteparret Martha og George. Billetter til forestillingen kan findes her

På Teatret ved Sorte Hest kan man komme helt tæt på terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris i 2015 – eller i hvert fald på to mennesker, der prøver at forstå det. I nat kommer krigen hjem tager udgangspunkt i to dramatikeres tanker i tiden efter attentatet, og i mellemtiden bliver der pludselig skudt i København. Forestillingen kan opleves 13. og 15.-17. april, og billetter kan findes her