Teatret FAIR PLAY
Foto: Asako Kido Parr

Den 8. + 9. april 2021 er der efter planen premiere på Teatret FAIR PLAYs kommende forestilling PING PONG. Forestillingen handler om to unge mennesker, der spiller pingpong med hinanden, samtidig med at systemet spiller pingpong med dem.

PING PONG retter blikket mod udsatte børn og unge

To unge mennesker spiller pingpong. To børn hvis opvækst har været turbulent og præget af uro. De er begge fjernet fra deres familier, og begge kæmper de med at finde deres plads i livet. To unge mennesker hvis bedste ven bliver hinanden. Et år efter regeringens plan om at flere udsatte børn skal anbringes udenfor hjemmet, vil Teatret FAIR PLAY med PING PONG rette blikket mod denne udsatte gruppe børn og unge. Forestillingen er i familie med I SKOVENS DYBE, STILLE RO og DEN FØRSTE DRÅBE BLOD, da den fokuserer på unge mennesker på kanten af vores samfund.

”Anbragte børn kastes ofte ud i et kaos af forskellige skift i anbringelser, skoler, voksenkontakter og andre relationer. Mangel på kontinuitet og stabile opvækstvilkår går igen i flere anbragtes historier, og ønsket om større medindflydelse i egen anbringelse er stort. For os er det vigtigt at give en stemme til en gruppe børn og unge, der sjældent bliver hørt. Normalt hører vi kun om dem, når noget er gået helt galt, men disse børn og unge har jo også en hverdag. En hverdag, hvor de udvikler relationer og venskaber med andre anbragte. Med forestillingen PING PONG sætter vi fokus på sådan et venskab,” siger instruktør og dramatiker, Leiv Arne Kjøllmoen om forestillingen

Køb billetter til forestillingen på Teatret FAIR PLAY her.