Romeo & Julie © Teatret Møllen

Der er stor jubel på Teatret Møllen i Haderselv i disse dage. De har nemlig modtaget en bevilling på to millioner kroner fra A.P Møller Fonden til deres opførelse af Shakespeares Romeo + Julie, der får premiere i d. 10. juni 2020. Forestillingen fremføres i forbindelse med den nationale markering af 100 året for Genforeningen.

Bevillingen skal gå til at sikre alle dele af projektet, og Teatret Møllen og de øvrige involverede parter kan nu koncentrere sig om at realisere deres drømmeforestilling. Forestillingen er teatrets største og mest ambitiøse projekt til dato, lyder det fra teaterchef, Nikolaj Mineka:

”Et projekt i den her størrelse ville være umuligt for teatret at producere uden supplerende midler og private donationer. Derfor er det også med stor glæde og taknemmelighed, vi har taget imod A.P. Møller Fondens gavmilde donation. Vi er stolte over, at fonden har set værdien i at investere i vores projekt, som nu er sikret gennemførelse med dens donation.”

Sproget i centrum

Romeo og Julie er Shakespeares klassiske og velkendte fortælling om en umulig kærlighed mellem to unge, hvis familier hader hinanden. Det unge par får en tragisk skæbne, men de stridende familier forsoner sig med hinanden til sidst.

Teatret Møllen ønsker, at hjørnestenen i forestillingen skal være sproget, hvor Romeo og hans familie taler dansk, og Julie og hendes familie taler tysk. Det omkringliggende arbejde med forestillingen kommer til at gøre brug af grænseregionens unikke historie og særpræg – både geografisk, kulturelt og menneskeligt. Det viser sig blandt andet, når forestillingen skal spille i både Danmark og Tyskland.

På scenen bliver de bærende hovedroller danske Jens Kepny Kristensen som Romeo, og tyske Andrea Spicher som Julie. Forestillingens instruktør er Rasmus Ask, der i 2014 vandt Reumert-prisen som Årets Talent. Han skal samarbejde med den prisvindende oversætter, Niels Brunse, der har oversat alle Shakespeares 37-skuespil til dansk, om at udarbejde det dansk-tyske manuskript, der kommer til at blive fundamentet for hele forestillingen.

Fokus på Genforeningsjubilæum i 2020

A. P. Møller Fonden er ikke den eneste institution, der har ydet støtte til Teatret Møllens genforeningsprojekt. I begyndelsen af marts bevilligede Augustinus Fonden også 500.000 kroner til forestillingen. Romeo + Julie har desuden modtaget støtte fra Haderslev Kommune, der ligeledes har udpeget forestillingen som kommunens fyrtårnsprojekt i forbindelse med jubilæet. Forestillingen er derudover blevet udpeget som et af de 18 landsdækkende projekter, der har modtaget støtte fra Kulturministeriet og Folketingets pulje til markering af Genforeningsjubilæet.

”Nu glæder vi os for alvor til at tage fat på den spændende opgave, der venter med at bearbejde Shakespeares klassiker. Det er en vigtig og udfordrende opgave, og en som jeg glæder mig utroligt meget til at præsentere for tilskuerne på begge sider af grænsen,” siger Nikolaj Mineka.

Mere information om forestillingen, samt billetkøb kan findes her.

Tidligere artikelRocky! uddeler igen tæv til Danmark
Næste artikelMotor Mille rejser til verdens ende på Nørrebro Teater