ENETIME
Oplev uhyggen, brutaliteten og herskertrangen på Teatret ved Sorte Hest i oktober. Foto: Robin Skjoldborg

I oktober spreder uhyggen sig, når Teatret ved Sorte Hest inviterer til tre grusomme forestillinger med vold, herskertrang, grusomhed og lyst.

Allerede i aften kan publikum opleve et arrangement i gysets tegn, når Det Filmiske Selskab ved Sorte Hest viser filmudgaven af forestillingen GHOST STORIES. Man kan også blive tryllebundet af magi og ånder, når gæstespillet SEANCEN spiller i løbet af oktober. Dette er opvarmning til Eugene Ionescos uhyggelige komedie ENETIME, hvor vold, herskertrang, grusomhed og lyst udøves i Professorens stue.

Ægte GHOST STORIES på det store lærred

I dag den 4. oktober kan publikum opleve den intelligente britiske horrorfilm GHOST STORIES på Hesten. Filmen handler om en mand, der har fået til opgave at afsløre falske synske og dermed løse tre paranormale begivenheder. Andy Dyson spiller selv hovedrollen, mens Paul Whitehouse, Alex Lawther og Martin Freeman attesterer de overnaturlige møder. GHOST STORIES blev skabt i 2010 af Jeremy Dyson og Andy Nyman som et teaterstykke, der blev et hit og filmatiseret i 2017 af de selvsamme instruktører.

Som et supplement til filmen udgives gyser LP’en ”Studies of Worship” af Danny Denail, der efter filmen giver en minikoncert med uddrag fra udgivelsen. Der vil også være gæsteoptræden og sang af Dennis Agerblad og Jazzjarlen.

GHOST STORIES kan opleves den 4. oktober fra kl. 19.

Oplev magi og ånder under SEANCEN

Publikum kan se frem til en mystisk forestilling, når gæstespillet SEANCEN kigger forbi Hesten. Her kan opleves klassiske spirituelle seancer med drømmetydning, forudsigelser, telekinetiske eksperimenter og spiritistiske kontakter, når Ann Hjort, Finn Bendixen og Peter Aude forsøger at finde den sporløst forsvundne Christian.

SEANCEN er skrevet af Edua Retep og er instrueret af Vibeke Wrede. Peter Aude har produceret forestillingen, mens Peter De Neergaard har stået for scenografien.

SEANCEN kan opleves den 7. oktober og den 11. oktober.

Magi og ånder svæver under SEANCEN. Foto: Flemming Norre Larsen

Brutal ENETIME med en lærer og en elev

Klassikeren ENETIME er skabt af dramatiker Eugéne Ionesco, der selv kalder den uhyggelige forestilling for Drame Comique. Her skal publikum se drama og komedie i en klassiker, som har gået sin sejrsgang på de europæiske scener siden urpremieren i Paris i 1951.

I ENETIME møder publikum en lærer og hans ivrige elev i en tilsyneladende harmløs undervisningstime, der udvikler sig til vanvid mellem de to. Trods den unge piges evne til at multiplicere astronomiske tal kan hun kun tælle til seksten. Og under et stadig større pres fra sin sadistiske lærer udvikler hun tandpine, der vokser i takt med hans eskalerende brutalitet.

Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg danner trekløveret i den uhyggelige og brutale komedie, der allerede har høstet ros hos anmelderne. Teatret ved Sorte Hests opsætning af komedien er instrueret af Maria Vinterberg, mens Marianne Nilsson har stået for scenografien. Mikael Jensen er manden bag forestillingens kostumer.

ENETIME kan opleves fra den 25. oktober til den 29. november.

Læs mere om forestillingerne og bestil billetter her.