Foto: Robin Skjoldborg

D. 25. august kan Teatret ved Den Sorte Hest åbne dørene for første gang til urpremiere på en ny kabaret om livets store granatchok. Specielt til lejligheden har skuespillerne Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen fået Maria Stenz med på holdet, når hun kommer tilbage på scenen for at skabe en saftig og livskraftig kabaret om de granatchok, man udsættes for på sin vej igennem livet. Ved klaveret sidder den virtuose pianist Olivier Antunes, som leverer nye overraskende arrangementer af kendte danske sange.

Hvordan ser livet ud, når man er omkring 50, og hvordan ser det ud, når man er over 80? Hvad sker der, når synet pludselig svigter? Når det gør ondt at stå ud af sengen? Eller når man overvældes af livets blodige alvor? Holder man nogensinde op med at være forfængelig? Tænke frække tanker? Eller rase over sine egne dumheder? Spørgsmålene presser sig på i INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG, som realiserer skuespillerne Maria Stenz, Camilla Bendix og Peter Oliver Hansens drøm om sammen at indtage nyt land – før det hele er for sent. Kabaretgenren får et selvironisk spark over skinnebenet i en dybt personlig, stærkt humoristisk og gennemmusikalsk kabaret om livserfaring og om alder.

Personligt tekstunivers og kendte sange i nye arrangementer

Manuskriptet er blevet til under adskillige arbejdsophold i Maria Stenz’ sommerhus. På baggrund af fragmenter og nedslag fra de tre skuespilleres egne livshistorier har de sammensat et råt for usødet tekstunivers om alt fra Elle-belle-bolle-bogen, forræderiske spejle og mere eller mindre loyale mødre til skiftende overlevelsesstrategier og den berømte søgen efter meningen med livet. De personlige tekster og stemningen af brutal melankoli, usentimental kampgejst og det nødvendige lys for enden af tunnelen understreges af en favnfuld kendte danske sange i nye fabulerende og poetiske arrangementer. Det er pianist Olivier Antunes, der har udfordret de særligt udvalgte sange af blandt andre Lukas Graham, C.V. Jørgensen, Anne Linnet, Tina Dickow, B.S. Ingemann, Karen Jønsson, Poul Henningsen og selvfølgelig Maria Stenz.
Som instruktørkonsulent har holdet allieret sig med den Reumertbelønnede instruktør, koreograf og dramatiker Kamilla Wargo Brekling, der med sit knivskarpe blik bidrager til at kæde historier og sange sammen.

INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG har urpremiere på Teatret ved Sorte Hest torsdag den 25. august 2022 kl. 20.00. I skrivende stund har publikums interesse for forestillingen været så stor, at spilleperioden allerede er udvidet med tre ekstraforestillinger til og med 11. september.

Du kan læse mere og købe dine billetter her.

Tidligere artikelHenrik Køhler bliver ny teaterchef for Riddersalen
Næste artikelDen ibsenske klassiker ‘Et dukkehjem’ skildrer trofækoner og samfundsklasser