THE FEMALE GAZE spiller på Kvindemuseet i Aarhus den 8. – 14. marts 2020.

I forestillingen THE FEMALE GAZE gør Alias Teaterproduktion op med de forskellige stereotype kvindebilleder, vi omgiver os med i dag. Forestillingen er del af et ambitiøst, tværkunstnerisk projekt. Her ser kvindelige kunstnere på tværs af kunstarter med nye øjne på kvinden i kunsten.

Sceneeksperimenter og frames

THE FEMALE GAZE består af fem autofiktionelle sceneeksperimenter – fem Frames om kvinden LINE

LINE ser på LINE. Men tør LINE overhovedet se på sig selv? Og hvis hun gør, hvad ser hun så?

Det har Alias Teaterproduktion i et samarbejde med Uppercut Danseteater sat sig for at undersøge sammen med en række kvindelige kunstnere under overskriften THE FEMALE GAZE. En fotograf, tre dramatikere, en instruktør, en skuespiller, en danser, en scenograf og to komponister har fået til opgave at se på kvinden med nye øjne i fem sceneeksperimenter eller frames om kvinden LINE. Hvert sceneeksperiment bygger videre på det forrige og munder ud i en visning eller kort spilleperiode. Hver gang på et nyt sted.

Foto: Karoline Lieberkind

Kulminationen på Kvindemuseet

Den 8.-14. marts er turen nået til Frame #4, når de tre forudgående eksperimenter kulminerer i en forestilling på Kvindemuseet i Aarhus.

Her vil de i alt ni fotografier og ni tekster, der er blevet skabt gennem de forrige tre frames, smelte sammen i en scenisk collage af vidt forskellige fremstillinger af kvinden af i dag.

Her vil teksterne af Anna Bro, Mette Heeno og Line Mørkeby blive fremført af skuespiller Line Bie Rosenstjerne som korte scener, mens danser Stephanie Thomasen levendegør kvinden gennem krop og bevægelse. Scenografien udgøres af en installation af Nadia Nabil, hvor Karoline Lieberkinds på én gang sanselige, stilistiske og rå fotografier hænger i vægstore stofprints. Det er instruktør Line Paulsen, der skaber den røde tråd mellem tekst, dans og foto-installation.

Baggrunden for projektet

Line Bie Rosenstjerne, skuespiller og co-leder af Alias Teaterproduktion, fortæller om baggrunden for projektet:

”I kunsten begrænses kvinder stadig tit til rollen som offer eller sexet hystade – eller det smukke lig. Derfor har vi inviteret kvindelige kunstnere til at se på kvinden med nye øjne gennem hver deres kunstform. For at give plads til deres blik og bryde med det, vi er vant til at se,” fortæller Line Bie Rosenstjerne.

Foto: Karoline Lieberkind

Kunstnerisk frihed uden autopilot

Nærmere når man ikke en beskrivelse af den endelige forestilling, for Alias Teaterproduktion har udover kvindesynet også ønsket at udfordre kunstnernes tilgang til deres kreative skabelsesproces. Først ved afslutningen på hver frame ved kunstnerne, hvad de skal arbejde videre med i næste frame.

”Med dogmet om at blive inspireret af hinandens værker undervejs, fremfor fra starten af at arbejde mod et slutresultat, er det hensigten at give kunstnerne en større grad af frihed til at være tilstede i processen og ikke blot slå automatpiloten til,” fortæller Line Bie Rosenstjerne.

Femte og sidste led i rækken af visninger er Frame #5, som spiller under CPH STAGE i København 26. maj – 6. juni 2020 på Teater Sorte Hest.

De fem frames

LINE – Frame#1 FOTOUDSTILLING, 11. oktober – 11. december 2019. Fotografiske selvbilleder af kvinden LINE. Fotografi: Karoline Lieberkind og skuespil: Line Bie Rosenstjerne

LINE – Frame#2 READING, 29.november og 3.-5. december 2019. LINE’s selvbilleder får en stemme. Instruktion: Line Paulsen. Tekst: Line Mørkeby, Mette Heeno og Anna Bro. Skuespil: Line Bie Rosenstjerne, Ellaha Lack og Jannie Faurschou

LINE – Frame#3 INSTALLATION, 17. februar på Uppercut Danseteater samt 2. marts – 15. marts på Kvindemuseet, Aarhus. LINE’s selvbilleder i en scenografisk installation. Installation: Nadia Nabil

LINE – Frame#4 FORESTILLING, 8.-14. marts på Kvindemuseet, Aarhus LINE’s selvbilleder får liv i ord og bevægelse. Dans: Stephanie Thomasen. Skuespil: Line Bie Rosenstjerne. Instruktion: Line Paulsen. Installation: Nadia Nabil

LINE – Frame#5 FORESTILLING, 26. maj-6.juni 2020 på Teater Sorte Hest – CPH STAGE, København. LINE’s selvbilleder får liv i lyd, ord og bevægelse. Instruktion: Line Paulsen. Dans: Stephanie Thomasen. Skuespil: Line Bie Rosenstjerne. Lyd: Anja Jacobsen og Søs Gunver

Oplev frame #4 på Kvindemuseet i Aarhus fra d. 8 – 14 marts. Læs mere om forestillingen og billetter her