I programrækken KulturHave på dk4 inviterer programmets vært Christian Have hver anden tirsdag en førende skuespiller, kulturleder eller -aktør i studiet for at få deres bud og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet. For hvad stiller man op i en tid med fake news, trolls, bots, kunstig intelligens, digitale platforme og services? Hvilken rolle har kunsten og kulturen så egentlig at spille? Hvilket ansvar har den enkelte kunster og kulturinstitution? Hvordan kan kulturen gøre en forskel for den enkelte borger og for vores trivsel og dannelsesbegreb?

Tirsdag den 12. marts var skuespiller Thure Lindhardt gæst i KulturHave-studiet til en snak om både sig selv, men også om scenekunstens unikke evner og vigtighed for samfundet. Hele programmet kan ses i toppen af artiklen.

Programmet kommer bl.a. omkring forskellene på at medvirke i film, tv og teater, hvor især teatrets evne til at skabe direkte kontakt mellem mennesker er helt central. I samme ombæring fortæller Thure Lindhardt også om, hvordan en opførelse af Hamlet i en lejlighed i Gellerupparken har været en større oplevelse for ham end at stå på settet til en stor Hollywood-produktion.

Samtalen berører også teatrets relevans i en stadig mere digital virkelighed, Lindhardts fascination af William Shakespeare og store spørgsmål om drømme og tro.

Der udkommer et nyt afsnit af KulturHave hver anden tirsdag, og forårets program tæller blandt andet navne som film- og teaterinstruktør Kaspar Rostrup, skuespiller Bodil Jørgensen samt teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater.