In motion dansefestival Tivoli
Uppercut Danseteater FOTO: ©Tivoli

Fra i dag den 25. og til og med på lørdag den 28. august kan man i Tivoli opleve den fire dage lange dansefestival In Motion på Pantomimeteatret.

Nedlukninger og Covid-19 restriktioner har i høj grad påvirket kulturlivet, der konstant har balanceret på kanten af konkurser under de mange usikkerheder og aflysninger. Derfor har Tivoli taget initiativ til at skabe rum for de mange aflyste danseforestillinger, der sidste år skulle have været afholdt forskellige steder i København. 

I løbet af de næste fire dage vil man derfor som gæst i Tivoli kunne opleve fem forskellige forestillinger fra fem meget forskellige kompagnier, når dansefestivalen In Motion løber af stablen.

”I kølvandet på Covid-19 har det været Tivolis ønske at være en platform for udendørsdans og -teater, især for alle de kompagnier, der sidste år skulle have spillet på Ofelia Beach og andre udendørs venues rundt om i landet,”  udtaler Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixen, som er utrolig tilfreds med, at Tivoli kan lægge hus til de hjemløse danseforestillinger.


Fra hiphop til ballet med et touch af flamenco

In Motion kan pryde sig med et program med danseforestillinger i flere faconer. Peter Bo Bendixen ser det som en mulighed for at samle forskellige danseforestillinger og -genrer, så publikum ikke kun bliver fodret med det, de plejer, men også bliver udfordret og går derfra med nye oplevelser. 

“Og det er det som vores dansefestival In Motion kan. Den giver mulighed for, at man som gæst i Tivoli i teorien kan sætte sig i en stol foran Pantomimeteatret kl. 16 om eftermiddagen og blive siddende og få danseoplevelse efter danseoplevelse indtil kl. 22 om aftenen,” udtaler balletchefen.

Gæster vil derfor både kunne give sig hen til den klassiske ballet med den Reumertvindende Kammerballetten fra Det Kongelige Teater, samt Tivoli Balletteater, men der vil også være mulighed for at opleve hiphop, breakdance og akrobatik, når danserne fra Uppercut Danseteater går på scenen. 

Man kan desuden komme med på en rytmisk rejse gennem tre traditionsrige dansekulturer, nemlig Flamenco, Tango og Chanson Française, når den berømte spansk/danske Selene Muñoz præsenterer et uddrag af sin forestilling Historitas. 

Samtidig vil det være muligt at dykke ned i Dansk Danseteaters forestilling, Sommerdans, mens projektet Copenhagen Made viser værker fra den netop afholdte koreografkonkurrence lavet i samarbejde med Den Kongelige Ballets Fond, Tivoli Balletteater og Dansk Danseteater.

 
Hvis man vil opleve festlighederne kræver det bare en entré-billet til Tivoli. 

Læs mere om hver enkelt forestilling og se programmet her. 

 

Tidligere artikelKøn, identitet og udenforskab: The GENDERHOUSE Festival hylder diversitet i Aarhus
Næste artikelDEN HVIDE DAME genopstår i Liselund Slotspark