Bora Bora, KOKORO, WRECK - List of Extinct Species, europæisk dans, performance
FOTO: KOKORO ©Bora Bora

Den aarhusianske dansescene Bora Bora har indhentet de to italienske danseperformances KOKORO og WRECK – List of Extinct Species. Forestillingerne er udvalgt af det europæiske netværk af dansescener, Aerowaves, til at være blandt de bedste nye forestillinger i 2018.

KOKORO er et japansk ord, der kan oversættes som vores ‘indre væsen’. Her omdanner koregraf og performer Luna Cenere sin nøgne krops specifikke arkitektur til et poetisk medium. Hendes krop ledsages af lydbilleder skabt af naturlige lyde, elektronik og korstemmer.

WRECK – List of Extinct Species er en koreografisk performance, der blander bevægelse, lydkunst og visuel kunst. Her svæver en kæmpestor sort, syntetisk og pude-agtig skulptur rundt i rummet. Skulpturen er et abstrakt objekt, der sluger mennesker og spytter dem ud igen, nøgne foran det store ubegribelige mørke.

Bora Boras kunstneriske leder, Jesper de Neergaard, er selv med i det internationale udvalg, og er meget begejstret for europæisk dans:

“Europæisk dans er inde i en rivende udvikling i disse år. Alle steder i Europa tager man dansen til sig som det helt rigtige kommunikationsmiddel om den globale hverdag. De unge dansere oplever stor medvind.”

KOKORO og WRECK – List of Extinct Species indgår i et dobbeltprogram den 24. og 25. april, og du kan læse mere og finde billetter til de to forestillinger her og her.

Tidligere artikelGratis kulturfestival opfører tre ungdomsforestillinger
Næste artikelTina Turner-musical har verdenspremiere i London