
Han havde egentlig bebudet, at det skulle være slut. Men Tommy Kenter, der i dag onsdag den 15. april runder 70 år, har en fødselsdagsgave – til sit publikum. Skuespilleren, sangeren og komikeren har sagt ja til at vende tilbage til musicalen Spillemand på en tagryg, når forestillingen den 10. januar 2021 får repremiere på Det Ny Teater i København.
Tommy Kenter spillede hovedrollen som den fattige jødiske mælkemand Tevye i efteråret 2019. En stor afskedsforestilling, der med mere end 75.000 solgte billetter blev en bragende succes.
For Kenter betegnede det også en naturlig fuldendelse af karrierens cirkel. Det var netop på Det Ny Teater at Tommy Kenter i 1959 debuterede på de skrå brædder, efter at han havde set en annonce i avisen, hvor man søgte børn til forestillingen “Den forelskede kamphane”.
Kenters ambition om at blive ”Gubiler” – som han som barn udtalte ”skuespiller” – fik yderligere næring, da han medvirkede i filmen “Cirkus Buster” i 1961. Dengang var han kun 11 år. Siden har publikum set ham vokse i næsten alle tænkelige roller, og skikkelser.
Fra det komiske til det tragikomiske. Fra det satiriske til det surrealistiske. Fra Mephisto i “Faust” til roller i Samuel Beckets “Mens vi venter på Godot”, “Slutspil”, og “Krapps Sidste Bånd” – Og til komiske Alf Vælling.

Bragede igennem i Cirkusrevyen
Tommy Kenter er uddannet på Statens Teaterskole 1970-1973. I samme periode, hvor han også markerede sig i pigtrådsgruppen Step By Step sammen med Peter Belli.
Kenters komiske talent bragede første gang igennem i Cirkusrevyen i 1979, hvor han også blev kåret til “Årets Revyfund”. Og i 1980erne skrev han sig sammen med makkeren Per Pallesen ind i tv-historien, da han gav den på vrøvle-engelsk, som lille fru Christoff i DR programmet Dansk Naturgas.
Pallesens slaglinje: ”Sit fru Christoff” – ”What do you have ind your task today” lagde op til det ene absurde indslag efter hinanden, når Kenter trak rygende fisk og pandekager formede som kukure op af jordemodertasken.
Siden udviklede han figuren Rudy Kleutzner med slikhåret og de smarte slaglinjer – ”Kaviar er hvad vi har …”.
Reddede Olsen-Banden
Tommy Kenter deltog i Melodi Grand Prix, hvor han i 1985 sammen med Lisa Dandanell og Hanne Boel fremførte sin egen sang “Piano”. Han har ligeledes skrevet tekster og musik til flere forestillinger og lagt stemme til adskillige tegnefilm.
I 1998 var han med til at redde den sidste Olsen-Banden film, da han lod sig maskere som Poul Bundgaard, og spillede rollen som Kjeld. Så lykkedes det optagelserne at blive færdige, trods det tredje bandemedlems pludselige dødsfald.
Tommy Kenter kan se tilbage på megen hæder. Han modtog således Teaterpokalen i 1994, mens han for sine filmroller har fået både Bodil og Robert priser.
I 1991 fik han en af hver for bedste hovedrolle i filmen “Lad isbjørnene danse”. I 2002 scorede han en Bodil for sin rolle i “Fukssvansen”, og i 2013 blev han igen belønnet med Bodil-prisen for bedste mandlige birolle i filmen “Marie Krøyer”.

Tommy Kenter havde – før Corona-krisen – bebudet at han nu ville optræde med one-man showet Kentex med start på Det Ny Teater, men nu bliver det altså under noget større former, og på Det Ny Teaters hovedscene, at han vender tilbage. Iøvrigt igen sammen med Annmarie Max Hansen, som han i en årrække også dannede par med privat.
Man kan læse mere om Spillemand på en Tagryg og Det Ny Teater her.