Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber tiltræder pr. 1. juli 2021 som ny bestyrelsesformand for Udviklingsplatformen for Scenekunst.
Den tidligere kanalchef for DR2 overtager formandskabet fra udviklingschef for Aaben Dans Pernille Møller Taasinge. Pernille har været formand siden 2016, hvor Udviklingsplatformen blev etableret med støtte fra Statens Kunstfond og Bikubenfonden.
”Det har været en afsindig interessant opgave at være med til at etablere og lede en så nyskabende organisation som Udviklingsplatformen for Scenekunst. I særdeleshed fordi den kunstneriske udvikling ligger mit hjerte meget nært. Og at der er mange, også endnu uprøvede veje at gå. Det er meget vigtigt at holde fast i det fokus på de frie scenekunstneres muligheder for at udvikle deres virke i forskellige formater og tilbyde dem et fællesskab og opbakning, som kan være svært at finde ellers. Så mange tak til både kunstnere, bestyrelsen, personalet, nyt som gammelt, og ikke mindst fondene for at give opdraget og yde tillid. Jeg er sikker på, at Michael vil løfte opgaven på fornem vis sammen med resten af bestyrelsen,” siger Pernille Møller Taasinge.
En leder med stor erfaring
Pernille Møller Taasinge har efter fem år på posten valgt at trække sig som formand. I dialog med bestyrelsen har hun peget på en efterfølger, som kommer med en stor erfaring med strategisk kommunikation, medier, billedkunst og kulturledelse.
Det har været Pernilles vurdering, med ansættelsen af en ny leder for Udviklingsplatformen med stærke netværk og bred erfaring fra scenekunstbranchen i Danmark og Norden, at det var oplagt at styrke organisationen yderligere med Michael Thoubers mangeårige ledelseserfaring inden for andre kunstområder, så Udviklingsplatformen i de kommende år kan fortsætte udviklingen og styrke den frie scenekunsts position nationalt og internationalt.
“Jeg takker for tilliden og glæder mig helt vildt til samarbejdet med Udviklingsplatformen, som allerede er et godt sted. Nu ser jeg frem til, sammen med ledelsen og den øvrige bestyrelse, at være med til de kommende år at lave det næste kunstneriske, strategiske ryk, så vi kan styrke indsatsen yderligere for den frie, uafhængige scenekunst,“ siger Michael Thouber.
Kort om Michael Thouber
Michael Thouber (født 1971), direktør for Kunsthal Charlottenborg, uddannet cand.mag. Tidligere kanalchef for DR2, kulturredaktør i DR og rådgiver hos e-Types. Derudover grundlægger af Udstillingsstedet 1%, et udstillingssted for international samtidskunst, der udgav Kunstmagasinet 1%. Michael Thouber er dobbelt guldvinder ved Creative Circle Award, han har været nomineret til årets Københavner og modtog tidligere på året hovedprisen ved Artbeat prisen.
Du kan læse mere om Udviklingsplatformen for Scenekunst her.