Vendsyssel Teater præsenterer MOTIONISTERNE – en julekomedie med noget på hjerte

Motionisterne på Vendsyssel Teater
Motionisterne på Vendsyssel Teater. Foto: PR

Kom i munter julestemning med Vendsyssel Teaters komiske, varme og tankevækkende julekomedie MOTIONISTERNE. Den nyskrevne egenproduktion får premiere den 11. november og kan opleves til den 18. december 2021 på teatret i Nordjylland.

Handlingen i MOTIONISTERNE

På det småfallerede Vesterhavs Klitside Wellness står gusmesteren Karl-Emil klar til endelig at tage imod nye gæster. Spaen er fyldt op og saunaen damper derudaf. Alt skal være tiptop, når firmaet Danish Drink Dunks tjekker ind – og med lidt hjælp fra altmuligmanden Herbie, er julemusikken i hvert fald sikret.

Roen har sig imidlertid svært ved at sænke sig over det lille firma. Sammen med saunaens dampe siver intriger og hemmeligheder frem – imens en ellers fortrængt fortid trænger sig på og danner grobund for yderligere gnidninger mellem de ansatte. Alt det har den kun lidet respekterede chef Hovgaard slet ikke øje for. Han har travlt med at gøre klar til et indendørs fodboldstævne, som skal redde firmaet fra at gå fallit. Målet er, at skabe omtale af deres hidtil nyeste påfund: Drikkedunke lavet af gamle fiskenet, plastic og døde fisk fra havet.

Men chefen har en skjult dagsorden med stævnet, som involverer et betragteligt indgreb i den i forvejen slunkne firmakonto. Dagen for stævnet nærmer sig og afgørelsens time er nær. Kan firmaet reddes eller er Danish Drink Dunks for alvor et afsluttet kapitel?

Det gamle hold fra ‘Turisterne’ samles igen

I 2018 spillede Vendsyssel Teater juleforestillingen ‘Turisterne’, der blev en kæmpesucces. Den blev skrevet specielt til de fem skuespillere af dramatikeren Gunvor Reynberg. Til årets forestilling er næsten det samme hold samlet, og det er igen Gunvor Reynberg, der har skrevet teksten. Resultatet er blevet ‘Motionisterne’, hvor julen stunder til.

I ‘Turisterne’ gjorde bl.a. Lone Rødbroe det så godt, at hun blev nomineret til en Reumert-pris for sin rolle.

MEDVIRKENDE
Hovgaard: Jørgen Bing
Arne: Ulver Skuli Abildgaard
Elin: Lone Rødbroe
Fay: Hanne Laursen
Karl-Emil: Robin Haslund Buch
Herbie Hansen: Henrik ”Baloo” Andersen

KUNSTNERNE BAG
Tekst: Gunvor Reynberg
Instruktion: Louise Schouw
Scenografi: Johanne Eggert
Musik: Henrik ”Baloo” Andersen
Koreografi: Rebekka Lund
Lysdesign: Mia J. Willett
Lyddesign: Kasper Neergård
Tekstdramaturgi: Anne Middelboe Christensen
Produktionsdramaturgi: Ditte Bladt-Hansen
Suffli: Marie Laub von Lillienskjold

Forestillingen kan opleves den 11 november – 18 december 2021.
Læs mere og køb billetter her

Previous articleFortællingen om Nattergalen vækkes til live for at minde om værdien af ægthed
Next articleSMASK – en uromantisk komedie om hjertesorger