Foto: Emil Rostrup

Aveny-T genåbner efter coronanedlukning med verdenspremiere på forestillingen MIT NAVN ER GRETA den 8. april. Aveny-T kan som det første teater i verden præsentere forestillingen om en af verdens pt. største ikoner den unge klimaaktivist Greta Thunberg.

MIT NAVN ER GRETA er en hyldest til et ungt oprør, som medførte den største globale forandring, en ung generation nogensinde har skabt. Hele forestillingen er gennemsyret af bæredygtighed – da hele scenografien og alle kostumerne vil være genbrug.

Klimaforandringerne sættes på dagsordenen

MIT NAVN ER GRETA er et eventyr om pigen Clara, der bekymrer sig om klimaet og ønsker at være som den 17-årige klimaaktivist Greta Thunberg. Gennem forestillingen følger man Clara på hendes rejse.

Undervejs møder hun bl.a. den franske helgeninde Jeanne D’Arc, og hun besøger magtens elite i Davos – hun sejler over Atlanterhavet – alt sammen for at blive klogere på Greta Thunberg, på klimakrisen – og på hvorfor Greta Thunberg er blevet symbolet på den fælles klimakamp, som mange unge tror på og kæmper for.

Klimabudskab

Forestillingen er bygget op, så den i sin konstruktion er i overensstemmelse med sit eget budskab: Scenografien og kostumerne bliver af genbrug og to procent af forestillingens indtægter går i øvrigt til The Greta Thunberg and Beata Ernman Foundation.

Det er ambitionen at få forestillingen videre ud i verden, hvilket nu er muliggjort med Greta Thunbergs accept, så vi kan i fremtiden kun forvente at ”Skolestrejk för klimaet” forsætter sit ungdomsoprør verden rundt.

Spilleperioden er fra den 8. april – 17. april på Aveny-T, hvorefter den drager på turné i Jylland.

Billetter til forestillingen Aveny-T kan købes her