Vintersilhuetter – Riddersalen inviterer hele familien til eventyrlig juleforestilling

Foto: Riddersalen

Når kulden bider, og mørket sænker sig, inviterer Riddersalen hele familien ind i varmen til årets store juleforestilling VINTERSILHUETTER. Forestillingen vækker H.C. Andersens elskede og ikoniske eventyr til live og forener fortællinger, sange, salmer, skyggespil og dukker på scenen. VINTERSILHUETTER får repremiere 17. november og spiller til 18. december 2022.

Fem af H.C. Andersens udødelige eventyr flettes sammen og ind og ud af hinanden, når Riddersalen denne vinter genopsætter VINTERSILHUETTER. Den anmelderroste, humorfyldte og poetiske familieforestilling om lys og mørke er oprindeligt instrueret af Mikala Bjarnov Lage, mens denne genopsættelse instrueres af Solveig Weinkouff. Manuskriptet er skrevet af Anna Panduro og på scenen ses Lisbeth Gajhede, Karoline Munksnæs, Erik Olsen og musiker Hans Find Møller.

En hyldest til både lys og mørke

I de historiske rammer på det lille storbyteater på Frederiksberg, vækker teatrets magi de gamle historier til live, når rummet fyldes med karaktererne vi alle kender og husker fra eventyrene. Et længselsfuldt grantræ, en forelsket snemand og et slot fyldt med dansende blomster. En svaneunge føler sig udenfor og en lille forfrossen pige tænder lys, imens poesiens fugl synger om alt det, der slutter og begynder.

VINTERSILHUETTER er en hyldest til lyset, men også til mørket. For når alt ser mest sort ud, vender lyset tilbage. Noget ender, mens noget andet begynder. Eller måske forandrer det sig bare… Og bliver til noget nyt.

Foto: Dennis Westerberg

Eventyrene er alt andet end sørgelige

Dramatiker Anna Panduro fortæller: ”Julen er en fejring af, at lyset vender tilbage. Men i vinteren vinker vi også farvel til det år, der er gået. Der er noget der slutter, og noget nyt der begynder. Det finder jeg centralt for H. C. Andersens eventyr. I eventyrerne er døden og mørket en del af livet og lyset, og H. C. Andersens umiddelbart sørgelige slutninger er slet ikke så sørgelige endda. Vi har brug for både lys og mørke, sol og skygge, humor og alvor og varme og kulde. Jeg har valgt nogle eventyr, som understøtter dén pointe. De her eventyr har det hele. Sne, brændende kærlighed og blomster af is.

”Det er særligt H.C. Andersen-eventyrene Grantræet, Den grimme ælling, Snemanden, Den lille Idas blomster og Den lille pige med svovlstikkerne, der har inspireret Anna Panduro i tilblivelsen af handlingen i VINTERSILHUETTER. I forestillingen er klassiske julemelodier og vintersalmer såsom: ”Der er noget i luften”, ”Nu er det jul igen”, ”Juletræet med sin pynt”, ”Bjældeklang” og ”Der er ingenting i verden så stille som sne” nyfortolket.

Se spilletider og find dine billetter til VINTERSILHUETTER her.

Previous articleRollerne i musicalen MARGRETHE er besat
Next articleSpirende koreograffrø og stjernestøv fra New York