Why Not Theatre Company indtager Teatret ved Sorte Hest

THE CHEYENNE ARE LEAVING. Foto: Aleksander S. Mastilo.

Den 13. november 2020 har Why Not Theatre Company verdenspremiere på deres nye forestilling THE CHEYENNE ARE LEAVINGTeatret ved Sorte Hest.

THE CHEYENNE ARE LEAVING er et intimt spændingsdrama om kærlighed, krig og isolation. Forestillingen er skrevet af den dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, som for fjerde gang skriver til Why Not Theatre Company. Forestillingen er et gæstespil på Teatret ved Sorte Hest.

Flygtninges historie skildret med psykologisk snilde og subtil humor

THE CHEYENNE ARE LEAVING skildrer det ofte oversete aspekt af flygtningenes historie: det ultimative offer ved at forlade sit hjem – og liv. Forestillingen beskriver hjemmets fysiske og åndelige værdi, og med psykologisk snilde og subtil humor spørges der ind til, hvor langt vi vil gå for at holde fast i den verden, som vi kender.

For dramatiker Tanja Mastilo er emnet tæt inde på hendes liv. Hun blev født i Sarajevo, tidligere Jugoslavien, i 1981, og var tvunget til at flygte, og dermed blive fjernet fra sine forældre to gange i sit tidlige liv på grund af uroligheder og krig. I THE CHEYENNE ARE LEAVING skildrer hun perspektiverne og de udfordringer, hun mener ofte er overset, hver gang en ny tragedie rammer og mennesker bliver forvandlet fra personligheder til ansigtsløse statistikker i lejre. Hun ved fra egen erfaring, hvor smertefuldt det er at miste sit hjem, sit land og sit liv, som man kender det.

En fiktiv verden hærget af krig

THE CHEYENNE ARE LEAVING foregår i en fiktiv verden, hærget af krig og ødelæggelse.

Her er den menneskesky forfatter, Noel – på grund af krigen – blevet isoleret fra selve livet, da en gådefuld ung mand banker på døren. De har tilsyneladende intet til fælles, men sammen skal de prøve at finde deres plads i den grusomme verden, de lever i og tage en vigtig beslutning om overlevelse. På scenen i rollen som Noel kan publikum se frem til at opleve Nathan Meister og overfor ham indtager den unge sydafrikanske skuespiller Joe Young rollen som Leon. Instruktør Nina Larissa Bassett står for iscenesættelsen.

Om Why Not Theatre Company

Why Not Theatre Company er et af Danmarks førende engelsktalende teatre, hvis mission er at lave fængende teater, som er vedkommende, inspirerende og engagerende. De forsøger at introducere nye ansigter til den engelsktalende teaterscene i Danmark, og i denne produktion er de stolte af at kunne præsentere den unge sydafrikanske skuespiller Joe Young. Joe medvirkede i Fix & Foxy’s prisvindende forestilling ”Dark Noon” på Teater Republique i 2019.

Why Not Theatre Company‘s spændingsdrama THE CHEYENNE ARE LEAVING kan opleves fra den 13. november til 5. decemberTeatret ved Sorte Hest. Forestillingen spilles på et let forståeligt engelsk.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her.

Previous articleDugfrisk dramatik – On Your Watch #1
Next articleKATINKA leverer musik til JAGTEN PÅ DET GODE MENNESKE