Foto: Hannah Karina Mikkelsen

For en uge siden kunne Teatret Zeppelin offentligtgøre, at den hidtil ledige bestyrelsespost på Teatret nu er blevet besat af folketingsmedlem og kulturforkæmper Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

På Teatret Zeppelin glæder man sig over den seneste tilføjelse til teatrets bestyrelse. Zenia Stampe vil bidrage med politisk tæft og stort kendskab til de politiske maskinrum, fortæller Administrativ leder Lasse Frank og uddyber:

”Zenia Stampe har mere end nogen anden politiker under coronakrisen kæmpet en utrættelig kamp for kulturlivets betingelser og overlevelse. Hun har vist forbilledligt engagement, egenhændigt indsamlet data til Kulturministeriet og i det hele taget lagt et nødvendigt pres på regeringen for at tage kulturens vilkår alvorligt.”

Hos Teatret Zeppelin vil Zenia komme om på den anden side af bordet og ned i maskinrummet, som hun formulerer det: ”Jeg elsker at arbejde for kulturen fra Christiansborg. Men at få lov til at sidde med i maskinrummet tilføjer en ekstra dimension. Det er nørdens drøm – livslang læring – og et skud ren energidrik for en passioneret kulturpolitiker”.

Teatrets ledelse består af Kunstnerisk leder Mie Brandt og Administrativ leder Lasse Frank.
Teatret Zeppelins øvrige bestyrelse består af:

Christina Krøll (forperson) – MPA, Co-Founder af Teaterbilletter.dk/Scenit, Skuespiller, Producent
Hannah Karina Mikkelsen (næstforperson) – Teaterleder af Teatret Masken, Skuespiller og fakir
Johanne Eggert – Scenograf
Lene Povlsen – Leder af Service Centre, Switchboard og Administration i Nordea